Dollaren er nede på det laveste i halvandet år
Ikke siden januar 2014 har den amerikanske dollar været så lav, som den er nu. Det er dårligt nyt for dansk økonomi, mener cheføkonom.
Dollarkursen er faldet til omkring 6,42 kr.
Det er den svageste kurs siden januar 2014.
Tilbage i november kostede en dollar 7,06 kr.
Den meget svage kurs skyldes, at den amerikanske centralbank ikke har hævet renten i USA i det tempo, som investorerne havde forventet, fortæller Jacob Graven, der er cheføkonom i Sydbank.
»Det skyldes primært, at væksten i amerikansk økonomi har været svagere end forventet i de seneste måneder. Mandag viste nye tal, at stemningen i de amerikanske industrivirksomheder overraskende dykkede i april,« siger han og fortæller, at dykket antyder, at amerikansk økonomi stadig ligger underdrejet.
For nyligt kunne USA levere væksttal for for årets første tre måneder, og de var noget skuffende. I første kvartal i år oplevede amerikansk økonomi en vækst på 0,5 pct.
Ifølge Jacob Graven kan der gå noget tid, før centralbanken igen hæver renten.
Men den svage dollar er ikke kun et tegn på en svagere amerikansk økonomi. Det har også konsekvenser for dansk økonomi, hvor den svage kurs betyder en svækket konkurrenceevne, fortæller Jacob Graven.
»Set i et lidt længere perspektiv skal danske virksomheder dog ikke klage over dollarkursen, der blev styrket markant frem til begyndelsen af 2015. For to år siden kostede en dollar under 5,40 kr.,« siger han.
Og I Sydbank har cheføkonomen da også optimistiske udsigter for dollarens yderligere udvikling i år. Særligt hvis den amerikanske centralbank vælger at hæve renten igen.
»Vi forventer, at dollaren vil blive styrket behersket i løbet af året. På kort sigt kan dollaren sagtens blive svækket yderligere en tand, men i løbet af sensommeren eller efteråret vil Fed (den amerikanske centralbank, red.) sandsynligvis hæve renten igen, og det kan styrke dollaren behersket,« siger Jacob Graven og fortæller, at han forventer en dollarskurs på omkring 7 ved udgangen af 2016.


