Erhverv

Millionoverførsler til skattelyselskab er bagmandspolitiets måske stærkeste kort i svindelsag mod kendt, dansk oliefirma

Baggrund: Et bedrageritiltalt dansk oliefirma betalte millioner til et skattely-selskab på St. Vincent og Grenadinerne. Det danske firma fastholder, at pengene var betaling for olieleverancer, men den tror bagmandspolitiet ikke på.

Artiklens øverste billede
En navnebeskyttet dansk bunkervirksomhed er tiltalt for systematisk at have bedraget en kunde ved at levere mindre skibsbrændstof - såkaldte bunkers - end kunden blev faktureret for.

Et dansk olieselskab med milliardomsætning har sendt millioner af kroner til et ukendt skattelyselskab på St. Vincent og Grenadinerne, og pengeoverførslerne er helt centrale i den straffesag, som bagmandspolitiet har rejst mod oliefirmaet og to topfolk ved retten i Kolding.

Alle de tiltalte er beskyttet af navneforbud, men som Shippingwatch og Finans tidligere har beskrevet, så er der tale om en jysk leverandør af skibsbrændstof, såkaldte bunkers, og virksomheden var således tidligere konkurrent til det nu fallerede OW Bunker.

Bagmandspolitiet har rejst tiltale for groft bedrageri begået mod en af virksomhedens kunder, Pacific Inter-Link i Malaysia. Ifølge bagmandspolitiet er bedrageriet foregået ved, at den danske bunkersleverandør systematisk har faktureret Pacific for mere brændstof, end der reelt blev leveret.

Det kunne lade sig gøre, fordi Pacific ikke ejede de skibe, der fik leveret brændstof - Pacific havde således chartret både skibe og besætning hos Sea World Management i Monaco.

Brændstoffet blev fysisk leveret af en underleverandør, Transship, og mistanken om urent trav blev vakt, da Pacific kom i besiddelse af originale leveringskvitteringer fra Transship, der havde angivet andre mængder end dem, Pacific blev faktureret for af det danske firma.

Den danske virksomheds forklaring kom i sidste uge: Der havde ikke været én men to leverandører - Transship og skattelyselskabet Templar på St. Vincent og Grenadinerne.

I sagen er der fremlagt fakturaer fra Templar til det danske firma, og fakturaerne angiver de restmængder, som Pacific mener sig snydt for.

Bagmandspolitiets teori er imidlertid en helt anden, nemlig at den danske virksomhed og personerne bag Templar har delt gevinsten for overfaktureringen imellem sig, og at fakturaerne fra Templar blev fabrikeret for at få bogholderiet til at gå op.

Til støtte for sin teori har bagmandspolitiets anklager, Knud Damgaard Kiesbye, påpeget, at Templar efter hver af de svindelmistænkte leverancer fik overført et fast andel af den påståede overfakturering.

Der er rejst tiltale for 24 tilfælde af overfakturering i perioden 2010-2013. Først fik Templar ifølge bagmandspolitiet 60 procent - senere steg det til 70 procent.

Et eksempel:

Den 16. april 2013 fik Pacific leveret 586 tons fuelolie gennem Transship til skibet Concord 1 til en pris på 585 dollars per ton. Men da Pacific fik fakturaen fra den danske leverandør hed det, at der var leveret 897 tons.

Dermed var Pacific ifølge bagmandspolitiet blevet overfaktureret med 181.935 dollars og yderligere 43.228 dollars for levering af såkaldt gasolie, svarende til en samlet overfakturering på 225.163 dollars eller cirka 1,5 mio. kr. med den nuværende dollarkurs.

60-70 procent heraf blev overført til Templar.

Ifølge det danske selskab var der imidlertid tale om en reel leverance fra Templar.

Da anklageren indledte sin afhøring af den ene af de to tiltalte personer i sagen fredag, forklarede den tiltalte, at to tradere i den tiltalte virksomhed havde præsenteret Templar som et selskab, der kunne levere billig olie, fordi Templar ikke kunne stå inde for, at olien levede op til de ISO-standarder, der sikrer oliens kvalitet.

Ifølge den tiltalte er det fast praksis i branchen, at en sådan olie handles til halv pris. Men det havde traderne ikke været i stand til at forhandle hjem, og derfor endte det med en rabataftale på i første omgang 40 procent. Derfor var det helt naturligt, at 60 procent af den "manglende levering" blev betalt til Templar - for der var tale om en helt reel leverance.

Rabataftalen blev administreret på øverste niveau i den danske virksomhed, fordi der var særlige risici forbundet med olie uden de normale ISO-specifikationer, og den ene af de tiltalte forklarede, at aftalen blev bygget på det, han kaldte »åben bog-princippet«.

»Der opstod en aftale, hvor vi hver gang købte på den åbne bogs princip: De fik 60 procent, og vi fik 40 procent,« forklarede han.

Shippingwatch og Finans har været i kontakt med en række branchekilder, men ingen af dem har nogen sinde hørt om en leverandør med navnet Templar.

Selv om selskabet tilsyneladende har været indregistreret på St. Vincent og Grenadinerne, arbejdede det tilsyneladende ud af Monaco, og den ene tiltalte forklarede i sidste uge, at det danske firmas kontaktperson i Templar var en person med navnet Piergiuseppe Babini.

Finans har været i stand til at identificere en person med det navn. Han var ifølge sin Linkedin-profil general manager i Sea World Management frem til april 2014.

Det fremgår af Piergiuseppe Babinis Linkedin-profil, at han var general manager i Sea World Management frem til april 2014.

Som tidligere nævnt er Sea World Management netop lokaliseret i Monaco, og firmaet stod for den kommercielle udleje af skibe og besætning til kunder som Pacific Inter-Link.

Shippingwatch og Finans har forgæves forsøgt at komme i kontakt med Piergiuseppe Babini, der ifølge sin Linkedin-profil i dag driver firmaet Buena Vista Shipping i Dubai og Mumbai.

Det er til gengæld lykkedes at få en kommentar fra Sea World Managements bestyrelsesformand, Roberto Corvetta.

Han fortæller, at Piergiuseppe Babini »pludselig og uventet« besluttede at forlade sit job i Sea World i 2014.

Roberto Corvetta oplyser, at han aldrig har hørt om Templar, og han understreger, at Sea World Management intet har at gøre med den påståede danske svindelsag.

Retssagen fortsætter fredag den 27. maj.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.