Sådan sikrer du dig et af fremtidens job
Internet Week Denmark er netop overstået. Finans har spurgt oplægsholdere til råds om, hvordan man får fremtidens job.

Projekterne er slukket, og standene er ryddet væk efter sidste uges Internet Week Denmark, en international konference-uge i Aarhus med fokus på internettets næste fase, hvor begreber som smart cities og internet of things har flydt i en lind strøm fra oplægsholderne.
Og konferencen har ikke kun været af betydning for et smalt publikum. Den globale netværksgigant Cisco har således estimeret, at udbredelsen at internet of things de næste ti år vil udrydde fire ud af ti eksisterende virksomheder og have en økonomisk slagkraft på 130.000 mia. kr.
Men hvordan trænger man ind på det digitaliserede spor og gør smart cities og internet of things til en del af sin jobbeskrivelse? Finans har spurgt fire internationale talere fra branchen til råds.

Alain Hereux - Serieiværksætter og rådgiver for Europa Kommisionen samt flere virksomheder.
»Førhen kunne jeg have studeret jura, blevet advokat og med lidt efteruddannelse gjort karriere i det felt i 30 år. Men i fremtiden vil jobs kun vare 10-15 år. Verden vil ganske enkelt forandres hurtigere.«
»Man skal starte med at lave en liste over ting, som man skal lave ved siden af sin uddannelse eller job for at være klar til fremtiden. Det kunne være at programmere en hjemmeside eller chip fra bunden, eller forbinde dine briller med internettet, fordi det vil lade dig forstå internet of things. Det vil tænde for nysgerrigheden.«
Steven Adler - Chief data strategist, IBM.
»Danskerne er så heldige, at man har muligheden for at komme på universitet gratis. Så mit mit råd er: Få så meget uddannelse, du overhovedet kan. Og brug muligheden for at komme på udveksling. Det er udtrykt i dag, at hvis man vil have succes, er det vigtigt at have erfaring udenlands.«
»Jeg har selv gjort forretning i over 60 lande, og gør det fortsat for at lære og for at komme ud af min comfortzone. For hvis du har det komfortabelt, vokser du ikke. Så modsæt dig den fristelse og udfordr dig selv, skub til dig selv.«

Alissa Chisholm - Urban research analyst, Sidewalk Labs.
»Jeg er selv kommet hertil ved at følge mine egne interesser. Men det er også vigtigt at mødes med folk med andre praktiske erfaringer undervejs fra både den offentlige og private sektor for at forberede sig til sådan en grænseoverskridende forandring, som digitaliseringen er.«

Bas Boorsma - Director of internet of everything i Nordeuropa, Cisco.
»Jeg vil gerne advare folk mod at blive overhypede. Dét, at vi lever i en tid med digitalisering, betyder ikke, at alt bliver digitaliseret. Det er bullshit. Så det er vigtigt, at du overvejer, hvad du har lyst til skal være digitalt i dit eget liv og karriere.«
»Og så skal du gennemtænke hvad det produkt, du producerer, gør for kunden i sidste ende, for lagene mellem kunden og producenten forsvinder. Man kan ikke sidde i sit eget tårn længere. Man skal forstå hvad ens service eller produkt gør i sidste ende.«