Ivrig bagermester kaster millioner i heftig vækst
Langenæs Bageriet åbner nye butikker og går sit største år nogensinde i møde.
Millionerne ruller ind i den aarhusianske bagerkæde Langenæs Bageriet, der er i gang med en heftig ekspansion i Jylland.
Et nyt regnskab viser, at Langenæs Bageriet satte rekord i 2015 med en omsætning på 44 mio. kr. – næsten 40 pct. mere end året før. Bundlinjen er dog knap så velduftende.
Åbningen af en række nye bagerier har resulteret i et underskud på 2,8 mio. kr., og egenkapitalen er tabt. Det har fået bagerkædens ejere til at indskyde 12 mio. kr. for at finansiere væksten, fortæller adm. direktør Michael Spottag.
Han har netop klippet den røde bagersnor til en ny butik i Horsens – og gør det snart igen i Viborg.
»Vækst koster penge – og vi er nødt til at investere. Vi havde budgetteret med et lille underskud, og at ejerne har skudt penge i selskabet viser, at vi tror på konceptet,« siger Michael Spottag.
Han og hustruen Mitzi stod tidligere selv bag Langenæs Bageriet, men udvidede i 2014 ejerkredsen, så den nu også tæller et selskab ejet af de tre Eskildsen-brødre, Kenneth, Klaus og Allan – efterkommere af den jyske erhvervsmand Erling Eskildsen, der er direktør i fødevarekoncernen Givesco.
Et enkelt bageri i Aarhus-området er snart blevet til fem, og der er flere i ovnen, siger Michael Spottag. Han regner med at åbne yderligere seks bagerbutikker næste år.
»Det bliver det største år for os nogensinde, men også knap så omkostningstungt, fordi vi ikke skal bygge et produktionsbageri som det i Horsens,« siger Michael Spottag og forklarer, at bageriet i Horsens skal producere nok dej til at fodre 8-10 nye butikker.
»Det koster 15-18 mio. kr. at lave et produktionsbageri. Et almindeligt koster kun 3-5 mio. kr. Horsens-bageriet har altså været en tung post, men den gør det muligt for os at skrue op for væksten,« siger Michael Spottag.
Han jagter et nulresultat i indeværende år. Omsætningen lander et godt stykke over 50 mio. kr., lyder hans forventning.
Langenæs Bageriet er langt fra den eneste bagerkæde herhjemme, som ekspanderer kraftigt i disse år. Det bedst kendte eksempel er Lagkagehuset, der med en kapitalfond i ryggen har udvidet til en række byer – også i udlandet.
Fremgangen kommer efter flere års hård kamp om at levere brød til de danske forbrugere. Antallet af selvstændige bagerforretninger er halveret på 10 år, og 500-600 mindre bagerforretninger er lukket.

