Fortsæt til indhold

Problembørn trækker ned hos fremadstormende Harald Nyborg

En skrantende boligkæde og problemer i Sverige udfordrer Harald Nyborg, som netop har rundet 4,6 mia. kr. i omsætning.

Erhverv

Harald Nyborg stormer frem, når man kigger på toplinjen, der runder 4,6 mia. kr. i det nye regnskab for 2015. Det er en milliard højere end for bare to år siden. Koncernens indtjeningsevne er dog stagneret, og bl.a. trækker det tabsgivende Daells Bolighus ned i regnskabet med millioner.

Ud over at eje Harald Nyborg-butikkerne og Daells Bolighus finder man bl.a. også lavprisbyggemarkedet Jem & Fix i koncernen, hvis ejere hedder Kurt Daell og Erling Daell. Erling Daell er søn af Kurt Daell og en af arvingerne til formuen bag Daells Varehus.

Mens omsætningen er vokset med godt 400 mio. kr. fra 2014 til 2015, er evnen til at tjene penge ikke blevet bedre. Overskudsgraden lander som i 2014 på 2,8 pct.

I regnskabet skriver Harald Nyborg, at Daells Bolighus og butikskæderne i Sverige som forventet belaster regnskabet. Daells Bolighus kom ud af 2015 med et underskud på 23,6 mio. kr., og det samlede tab de seneste fem år løber op i knap 107 mio. kr.

For et år siden meldte boligkæden ud, at et opgør med kædens støvede image og en turnaround var i fuld gang. Ifølge 2015-regnskabet er der iværksat en relancering af Bolighuset i Glostrup samt en omlægning af de logistikmæssige forhold. Forventningen er, at det skal forbedre resultaterne.

I Sverige er det særligt Harald Nyborg-butikkerne, der ikke kører som de skal og giver underskud. Erling Daell afviste alligevel for nylig over for Finans, at der var planer om at lukke ned for Harald Nyborg eller Jem & Fix i Sverige på trods af, at begge kæder opererer i et prispresset marked med 21 benhårde konkurrenter.

Jem & Fix-forretningen trækker som helhed op i regnskabet, og bundlinjen landede i 2015 på 96,6 mio. kr. efter skat, mens overskudsgraden ligger på 6,1 pct.

»Alt er lykkedes for os,« sagde Svend Pedersen, adm. direktør i Jem & Fix, i forbindelse med Jem & Fix-regnskabet, der kom i sidste uge.

Årsagen til det positive resultat er ifølge Svend Pedersen, at kæden er skarp på sine omkostninger og derfor altid kan sætte den rigtige pris.

Artiklens emner
Harald Nyborg
Jem & Fix