Fortsæt til indhold

Autobutler: Bilens vej til værkstedet går over internettet

Når bilejerne indhenter tilbud på en værkstedsopgave, sker det i stigende omgang uden for værkstedets åbningstid.

Erhverv

Computere og tablet bliver stadig flittigere brugt, når de danske bilejere skal en tur omkring værkstedet for at få gennemført et serviceeftersyn eller en reparation.

Således har værkstedsportalen Autobutler.dk det seneste år oplevet en vækst i registrerede bilejere på cirka 50 pct. - fra 200.000 til cirka 300.000 bilejere, der har brugt portalen til at indhente et tilbud.

Ambitionen er, at bundlinjen går i nul i 2017 og at have 500.000 registrerede kunder i 2018. Hidtil har virksomheden satset på at få opbygget en kundedatabase. I 2015 blev det til et underskud på 22 mio. kr. efter skat, og siden portalen gik i luften i 2010 har tabet været på 70 mio. kr.

Hos Autobutler har man en tro på, at bilejerne i stigende omfang vil bruge nettet, når bilen skal på værksted.

»Der er en massiv tilgang af danskere, som benytter nettet, før de bestiller et værkstedsbesøg. Bilejerne er begyndt at sortere de gammeldags værksteder fra til fordel for de mekanikere, der giver tilbud på nettet,« lyder det fra Christian Legêne, der er adm. direktør hos Autobutler.dk.

Dermed er bilbranchen ifølge direktøren begyndt at følge andre brancher, der for længst er flyttet på nettet, ligesom forbrugerne i øvrigt er det. Derfor skal værkstederne satse på at blive digitale, hvis de vil bevare kunderne.

»Den digitale bold ruller allerede, og flere vil søge og bestille værkstedstid på nettet. Det vil ske i takt med positive meldinger fra familie, venner og naboer,« vurderer Christian Legêne.

De mest efterspurgte opgaver hos Autobutler har i 2015 og første halvår af 2016 været:

OpgaveAntallet benyttede tilbudGennemsnitspris i kr.
Service37.3362.808
Tandrem13.4014.298
Undervognsbehandling / rustbeskyttelse13.1303.505
Bremser12.6943.014
Anhængertræk11.3214.912

Værkstedsportalen har tilknyttet mekanikere, der kan hjælpe de kunder, der er i tvivl om, hvilket arbejde der skal udføres på værkstedet. Men tilbuddene, der indhentes fra portalen, handler typisk om opgaver, der kan planlægges. Det kan være serviceeftersyn eller syn. Mere akutte reparationsopgaver får kunderne oftest udført hos et værksted, de kender i forvejen.

Samtidig udføres service og reparationer på nye biler typisk hos mærkeværkstederne, der ofte sælger den nye bil med en serviceaftale.

De biler, der sendes på værksted gennem Autobutler, er typisk 7-8 år gamle.

Finans Briefing giver dig hver dag alle de mest interessante nyheder, eksklusivt udvalgt af vore redaktører og leveret til din indbakke. Tilmeld dig her og styrk overblikket.
Artiklens emner
Autobutler