Berømt finanshaj forventer voldsom rutsjetur for Tesla
Alt for mange direktører har forladt deres stilling i Tesla på det seneste, og det får den kendte amerikanske finanshaj Jim Chanos til at forvente en ordentlig nedtur for virksomheden.
Teslas enorme succes har fået ridser i lakken, og flere chefer har siden nytår forladt deres stilling i virksomheden.
Det spår ikke godt for fremtiden, mener den amerikanske børshaj Jim Chanos, som i over 30 år har tjent formuer på nedture i virksomheder. Nedture, som han korrekt har forudsagt, og dermed har kunnet handle efter på aktiemarkedet.
Senest farmaceutvirksomheden Valeant, som inden for de sidste 12 måneder har oplevet et fald i aktiekursen på 90 pct.
Og nu kunne tiden være inde for Tesla, hvor de samme tegn, som gjorde sig gældende for Valeant, nu blinker faretruende på nethinden, forklarer han til nyhedsmediet CNBC.
Otte direktører har således forladt deres bord alene i år:
»Den sidste højtprofilerede virksomhed, med samme exit af et så stort antal direktører, var Valeant,« siger han til CNBC.
Men det er ikke alene direktørafgange i 2016, der er problemet, understreger han:
»Der har været en flodbølge af folk, der har forladt virksomheden de seneste år. Det er ikke et godt tegn, og det hænger ikke bare sammen med Model X,« forklarer han, og peger på de mange problemer, der har været med denne model.
Han tvivler på, virksomheden kan holde, hvad den lover, og frygter en gevaldig rutsjetur for aktiekursen.
»Problemet med Tesla-hypet er, at det er baseret på 2020-2025 projektioner. Jeg vil gerne se, hvad de kan præstere nu,« siger han.
Chanos har tidligere udtalt, at det er en historisk fingerpeg om en virksomhed i problemer, når mange chefer smutter over en relativt kort periode.
»Tesla passer på den beskrivelse,« udtalte han i maj, da to underdirektører forlod deres stilling i virksomheden.
Siden nytår har aktiekursen for Tesla været en rutsjetur i sig selv, med et gevaldigt dyk i starten af februar blandt andet på grund af faldende forventninger til netop Model X-bilen. Efter et lang sejt træk opad med en top i kurs 265 vendte kurven igen i april, og kursen ligger søndag på 216,78 dollars.


