Uber har fordoblet trafikken på 180 dage
Der kommet fart på Ubers udvikling. På et halvt år har Uber opnået samme trafik, som den private taxatjenestes opnåede de første fem år.
Ubers mange private chauffører har fået brændt ekstra meget benzin af i 2016. Uber har nemlig nået en ny milepæl og runder 2 mia. kørsler på rekordtid.
»Det tog fem år at nå vores tur nummer en milliard, seks måneder at nå den næste milliard... og vi vil forhåbentlig nå vores tredje endnu hurtigere,« skriver Ubers adm. direktør og medstifter, Travis Kalanick, i en statusopdatering på Facebook.
Han stiftede selskabet bag den private taxatjeneste, hvor man kan bestille en Uber-taxa via en app, tilbage i 2009 sammen med Garrett Camp. Lørdag d. 18. juni i år kørte 147 Uber-taxaer afsted på samme tid med passagerer, og bragte dermed Uber over milepælen med de 2 milliarder kørsler.
Travis Kalanick fortæller, at turene fandt sted i 16 lande på fem kontinenter. Fra Costa Rica til Rusland og fra Kina til Australien, skriver Uber-direktøren.
Den længste af de 147 Uber-ture varede ifølge Travis Kalanick mere end en time, da chaufføren og passageren kørte gennem den indonesiske hovedstad, Jakarta, mens den korteste tur på kun tre minutter fandt sted i Kina.
Travis Kalanick får et tillykke med på vejen af Facebooks grundlægger, Mark Zuckerberg, som i en kommentar til statusopdateringen skriver:
»Tillykke! Sikke en fantastisk milepæl.«
Selv om rekordmange vælger at bestille en Uber-taxa, oplever tjenesten også markant modstand - ikke mindst fra de traditionelle taxachauffører verden over.
I starten af juli blev seks Uber-chauffører dømt i Københavns Byret for piratkørsel, og senest har Uber trukket sig af ud af Ungarn, fordi en ny lov gør det umuligt for Uber at operere i landet.