Volkswagen indfører partikelfilter på benzinbiler
Det skulle ifølge bilproducenten nedsætte udledningen af sodpartikler med op mod 90 pct.
Den tyske Volkswagen-koncern vil fra 2017 gradvist indføre brugen af partikelfilter på sine benzinmodeller med direkte indsprøjtning. Dermed mener bilkoncernen, at udledningen af sodpartikler kan reduceres med op mod 90 pct.
Partilfiltrene skal med tiden være standard på alle benzinbiler af typerne TSI og TFSI.
Volkswagen Group oplyser i en pressemeddelelse, at partilkelfiltrene indføres fra juni 2017. I første omgang gælder det 1,4 liter TSI-motorerne i den nye Volkswagen Tiguan og 2,0 liter TFSI-motorerne i Audi A5.
Derefter vil partikelfiltrene efterhånden blive indført på alle modeller. Volkswagen-koncernen forventer, at den fra 2022 vil leverer syv mio. benzinbiler årligt med partikelfilter. Koncernen sælger nu 10 mio. biler om året.
Tidligere har også Daimler-koncernen med Mercedes-Benz meldt ud, at den indfører partikelfiltre på benzinbiler.
Partikelfiltre er allerede standard på nyere dieselbiler.
»Efter at have gjort motorerne mere effektive og med et lavere CO2-udslip, vil vi nu med partikelfiltrene skabe varige reduktioner i udslippet af sodpartikler,« lyder det fra Ulrich Eichhorn, der er chef for koncernens udviklingsafdeling.
Han tilføjer, at bilkoncernen også fortsat vil arbejde på at gøre dieselmotorerne mere miljøvenlige. Det sker med en understregning af, at koncernens nyeste dieselmotorer under Euro 6-normen i uafhængige test har vist sig at høre til de motorer, der er mest miljøvenlige.
Det er bl.a. blevet bekræftet af såkaldte økotest udført af den tyske bilistorganisation ADAC. Her er der testet under reelle kørselsforhold, og her hører de nyeste dieselmotorer fra Volkswagen-koncernen til de bedste.
Derfor undrer det i endnu højere grad, at koncernen har været nødt til at snyde med 11 mio. dieselbiler.

