Signalement: Sådan ser den typiske virksomhed ud, når den krakker
Dansk Byggeri har lavet en gennemsnitsberegning for danske virksomheder, der går konkurs.
Når danske virksomheder går nedenom og hjem, har de i gennemsnit haft en levetid på 7,6 år. Og de har omsat for 919.000 kroner i det seneste regnskabsår. Det konkluderer Dansk Byggeri, som har brugt tal fra Danmarks Statistik til at portrættere den typiske konkursvirksomhed.
»Den gennemsnitlige konkursvirksomhed er stiftet lige omkring finanskrisen i 2008, men mange er betydeligt ældre end det. ”Disruption” og nye teknologier giver mange nye spillere og ny dynamik i erhvervslivet, men i den proces er der altså også mange hæderkronede virksomheder, der ikke formår at følge med tiden og går nedenom og hjem,« skriver cheføkonom, Bo Sandberg i en pressemeddelelse.
Han mener, at mange af dem, som formår at holde liv i forretningen, er dem, der følger med den teknologiske udvikling og udnytter den til at markedsføre sig over for potentielle kunder. Men her har mange altså ikke formået at skille sig tilstrækkeligt ud fra mængden.
»Man kan være nok så dygtig en håndværksvirksomhed, men hvis ikke man formår at markedsføre sig, så kan det godt blive svært,« siger han til Finans.dk.
De nye udregninger viser samtidig, at når en virksomhed går ned, har den i gennemsnit 1,9 ansatte. Det gælder også i byggeri- og anlægsbranchen, hvor der alene i juli var 58 konkurser. Det bringer antallet i årets første syv måneder op på 550. Det er en stigning på hele 61 procent i forhold til 2015.
»I årets første syv måneder har 550 byggevirksomheder drejet nøglen om. Det svarer i snit til 79 om måneden, hvilket er markant højere end i de foregående år, men et stykke fra det negative rekordår 2010,« skriver cheføkonom Bo Sandberg.
En årsag til, at konkurserne rammer byggebranchens mindre aktører hårdest, kan ifølge Bo Sandberg være, at hovedparten af branchens aktivitet findes i Region Hovedstaden og Midtjylland, hvor store byggerier som superhospitaler kræver en kapital, der udelukker mange fra at deltage.
Selvom det selvfølgelig er ærgerligt, at mange må dreje nøglen om, glæder han sig over feltets generelle fremgang.
»Aktivitetsmæssigt peger pilen opad. Der er ved at komme gang i boligbyggeriet, og boligmarkedet er i bedring. Der er kommet flere hushandler. De kaster som regel noget renoveringsarbejde af sig, fordi dem, der sælger, shiner det op for at få en god pris,« siger han til Finans.dk.
Den positive boligudvikling i hovedstaden og landets større byer har også bredt sig til de fleste af landets regioner.
»Selv i nogle af de allermest udsatte landdistrikter er der hele nedrivningsaspektet. Det er jo også en måde at gøre en by mere velfungerende. Der kommer ofte en negativ spiral, hvis der står for mange huse og forfalder,« siger Bo Sandberg.
(Rettet: I første version af denne artikel havde vi skrevet, at virksomheden havde omsat for 919.000 kr. i hele dens levetid. Det var en fejl.)