Tv-baronessen kommer i stald med Ronaldo hos JBS
Den danske tøjproducent JBS overtager en sydjysk strømpeproducent og udvider dermed de globale aktiviteter.
Herning-virksomheden JBS Textile Group A/S, der gennem en lang årrække har markeret sig med brug af sportskendisser, vokser. JBS overtager med virkning fra 1. oktober aktiviteterne i Kolding-selskabet HB Textil.
Det sker som led i en strategi om at styrke JBS inden for damemærker. HB Textil har aktiviteter med strømper under mærker som Symfoni, Decoy, Claudio og Laze. Dertil kommer en kollektion af nylonstrømper, som tv-baronessen Caroline Fleming lægger navn til. Det sker under mærket Beautiful legs by Caroline Fleming.
Netop brugen af kendisser i kollektionerne er et kendetegn for JBS, der bl.a. har serier skabt i samarbejde med fodboldstjernen Christiano Ronaldo. Dertil kommer en række andre kendte.
I en pressemeddelelse fastslår JBS mandag eftermiddag, at målet med overtagelsen af strømpeproducenten er at tilbyde kunder i Skandinavien »en endnu større, stærkere og tættere samhandel«. Samtidig skal det globale salg af HB textils damemærker udvides gennem JBS' net af distributører.
»Vi ønsker at udvikle os inden for de områder, som vi allerede arbejder med, og afsøger altid muligheden for at udvide koncernen med beslægtede forretningsområder,« udtaler adm. direktør Michael Alstrup, JBS, om overtagelsen.
Hos HB Textil mener adm. direktør Jan Brørup Petersen, at »et salg til JBS vil styrke udbuddet af komplette løsninger til kunderne.«
HB Textil A/S kom ud af 2015 med et et underskud i driftsindtjeningen på 6 mio. kr. og et underskud før skat på 2,5 mio kr. Egenkapitalen var ved udgangen af 2015 på 27 mio kr.