Succes kan tvinge danske restauranter i armene på ufaglærte udlændinge
De danske kokkeskoler får svært ved at forsyne den vækstende restaurationsbranche med mandskab nok. Det kan flå tæppet væk under den danske model, advarer Horesta.
Rundt omkring på landets kokkeskoler udklækkes der flere elever end tidligere. Men på den anden side af svendebrevet venter en virkelighed, hvor de kommer til at bruge rigtig mange kræfter på at løfte en meget tung arv. I øjeblikket kan skolerne nemlig slet ikke nå at skaffe hænder nok til en branche i eksplosiv vækst.
»Jeg kan jo glæde mig over, at vi får elever ind på skolerne, og at de ikke falder fra på samme måde som tidligere. Derudover har vi en stigning i antal indgåede aftaler med virksomhederne. Det er bare alt sammen ikke nok,« siger Marianne Kragh, uddannelseschef i restauranternes brancheorganisation Horesta.
Tal fra Ministeriet for børn, unge og ligestilling viser, at antallet af kokkelever, som ender i praktikforløb, er steget med 4 pct. i løbet af det seneste år. I stærk kontrast til for bare et par år siden har eleverne nu nærmest fri passage gennem uddannelsessystemet, fordi den vækst, restauranter som Noma, Meyers, Geranium og Cofoco har været med til at skabe, har frigivet en masse nye praktikpladser.
Men Marianne Kragh frygter, at de knap 2.000 elever, som skriver under på den stiplede linje, langt fra er nok til at videreføre succeshistorien fra en branche, som sidste år omsatte for næsten 40 mia. kr.
Og når skellet mellem branchens nuværende landvindinger og næste generations mandtal ikke matcher, efterlades restauranterne uden andet valg end at ansætte ufaglært arbejdskraft fra udlandet.
Ifølge Marianne Kragh kan det i sidste ende betyde, at mange af de grundlæggende, håndværksmæssige principper, som er opdyrket på de danske skoler, og som også ligger til grund for restauranternes succes, vil forsvinde.
»Det vil ikke komme til at skade det kulinariske, men på den lange bane er det jo en investering at tage en elev, fordi man dermed får oplært en ny generation. Vi skulle nødigt stå i en situation, hvor det er en af de opgaver, vi ikke selv ser os i stand til at løse,« siger hun.
Men er det ikke fint nok at være praksisoplært?
»Jo. Men man kan jo sige, at det er en fordel, at der inden for et håndværk er en gruppe mennesker, der har den samme faglige baggrund, hvis fagligheden skal bevares. Kommer man med vidt forskellige fagligheder, så er spørgsmålet, hvilken en der overlever?« siger Marianne Kragh.