- Opdateret 23/08/2016 kl. 10:25
DSB udfaser IC4-togene: Køber nye el-lokomotiver
Nye eltog skal være med til at løfte fremtidens trafikale udfordringer, lyder det.
De skandaleramte IC4-tog bliver aldrig en del af grundstammen i dansk togtrafik og skal sammen med IC2-togene udfases.
Sådan lyder meldingen fra DSB's bestyrelse, der netop har besluttet at påbegynde en »kontrolleret udfasning« af de to togtyper. Samtidig har DSB valgt, at der skal indkøbes 26 el-lokomotiver, som skal trække dobbeltdækkervognene og køre regionaltrafik på Sjælland.
Det skriver DSB i en pressemeddelelse.
»Med indkøbet af el-lokomotiver tages det første skridt til at udfase de aldrende ME-diesellokomotiver samt at reducere afhængigheden af IC2 og IC4-togsættene i fremtiden. Sammen med de langsigtede planer om indkøb af nye el-togsæt er det nu muligt at planlægge en kontrolleret udfasning af IC2- og IC4-togene,« siger bestyrelsesformand i DSB, Peter Schütze.
Ifølge adm. direktør i DSB, Flemming Jensen, skal de nye eltog være med til at løfte fremtidens trafikale udfordringer. DSB vurderer, at købet af de nye eltog kan finansieres uden hjælp fra staten. Transport- og Bygningsminister Hans Christian Schmidt bakker op om investeringen:
»Nye el-lokomotiver vil komme kunderne til gavn og styrke driften og rettidigheden på skinnerne. Samtidig vil jeg understrege, at det er glædeligt, at DSB er kommet så godt økonomisk på fode igen, at selskabet kan gennemføre sådanne investeringer uden særlige tilskud fra staten,« siger han.
Udbuddet af de nye el-lokomotiver forventes gennemført i efteråret 2016. Planen er, at de første el-lokomotiver skal sættes på skinnerne i begyndelsen af 2020.
Det er kun få uger siden, at DSB valgte at trække sine IC2-tog ud af regionaltrafikken på Vestfyn. I praksis betyder det, at IC2 ikke længere kommer til at køre på de danske jernbaner.
Toget indgår i samme serie som IC4, der skulle have været køreklar i 2006, men som nu i en lang årrække har voldt DSB - og de danske togpassagerer - massive problemer. De IC4-tog, der trods alt kan køre, bliver næsten ikke brugt mellem København og Aarhus.
I alt er der brugt mellem 6 og 7 mia. kr. på at få IC-togene til at virke ordentligt. Flere partier har opfordret til at skrotte togtypen og i stedet sætte fut i elektrificeringen af det danske jernbanenet.