Fortsæt til indhold

Jesper Stoltenberg har gjort VW’s lillebror til en drønhurtig forretning

Seat er flyttet hjemmefra og vokser massivt. »Vi har skabt et fundament, der kan løfte Seat op på det næste niveau i Danmark,« siger direktøren.

Erhverv

Det spanske bilmærke Seat, der er en del af VW-koncernen, drøner derudaf på det danske marked.

Med en ny direktør ved rattet og en ny strategi har Seat på få år tredoblet salget af biler og styrer mod sit bedste år herhjemme nogensinde.

Manden bag den hæsblæsende vækst hedder Jesper Stoltenberg-Mathiesen. Han blev hentet ind som direktør for Seats danske afdeling i 2009. Dengang kæmpede Seat med et sølle salg og dårlig økonomi. Forhandlerne tjente ingen penge, og kendskabet til Seat-mærket blandt danskerne var begrænset.

Derfor satte Jesper Stoltenberg i samarbejde med Seat-forhandlerne gang i en omfattende turnaround, som nu for alvor ser ud til at give gevinst.

»Vi er gået fra at sælge under 2.000 biler årligt til cirka 6.500 biler. Vi har opbygget et helt nyt forhandlernetværk, og vigtigst af alt tjener vores forhandlere nu penge,« siger Jesper Stoltenberg.

Seat-direktørens største beslutning var at flytte hjemmefra. De fleste Seat-forretninger herhjemme er ejet af den familieejede bilkoncern Semler Gruppen, der også står for import af bl.a. VW og Skoda.

Derfor har Seat for det meste holdt til i bilhuse sammen med VW og Skoda. Men det bliver der lavet om på. Over det seneste år har Seat åbnet ni nye forretninger rundt om i landet.

»Vi følte os lillebroragtige. Vi havde brug for mere plads til bilerne og kunderne i udstillingerne. Det var vigtigt for os at komme ud af skyggen fra VW og Skoda – og det kan vi kun, hvis vi har egne, fysiske Seat-forretninger,« siger Jesper Stoltenberg, der har øget antallet af selvstændige forhandlere fra 24 til 37.

Som de fleste andre bilmærker herhjemme nyder Seat godt af, at danskerne køber flere biler end nogensinde. 2015 blev et rekordår med cirka 208.000 indregistrerede personbiler – og alt tyder på, at 2016 bliver endnu bedre.

I det store billede sidder Seat fortsat på en meget lille del af bilmarkedet herhjemme. Men Jesper Stoltenberg har ambitioner om at erobre markedsandele i de kommende år – både på salg til private og til erhverv.

»Vi har fået skabt et fundament, der kan løfte Seat op på det næste niveau i Danmark. Vi har fået flere bilmodeller på hylderne, og stort set alle sammen trækker godt,« siger Jesper Stoltenberg.

I år har Seat solgt knap 25 pct. flere biler end i fjor. Det er væsentligt mere end den gennemsnitlige fremgang i bilsalget, der er på 8,8 pct.

Artiklens emner
Semler Gruppen
Seat