Danskere hives i retten for ulovlig download af film
Advokatfirma bag bødebreve har sagsøgt dansker for piratkopiering, og der er flere retssager på vej.
Hvis du er en af de mange tusinde danskere, der ulovligt downloader film eller serier fra internettet, risikerer du at få en ubehagelig overraskelse inden for de kommende måneder.
Advokatfirmaet Opus Law, der er blevet kendt for at sende breve til danske forbrugere på vegne af rettighedshavere, der kræver erstatning for den ulovlige downloading, har stævnet en dansk netpirat og er på vej i retten med flere sager.
Det fortæller advokat ved Opus Law, Niels Dahl-Nielsen, til Finans.
»Vi har sendt breve ud i over et år og er mange gange blevet spurgt, om vi overhovedet har stævnet nogen. Det kan vi nu sige, at vi har,« lyder det fra Niels Dahl-Nielsen.
Sagen drejer sig om en person, der er anklaget for ulovlig piratkopiering, og som det ikke er lykkedes at indgå forlig med. Derfor er vedkommende nu blevet sagsøgt af Opus Law, der kræver en erstatning på cirka 5.000 kr. på vegne af sin klient.
»De seneste domme på området ligger mange år tilbage, så vi ser frem til, at domstolene skal tage stilling til sagen. Vores klienter har ikke startet kampagnen med breve og retssager for at tjene penge. De gør det for at få stoppet ulovlig piratkopiering,« siger Niels Dahl-Nielsen, der forventer flere stævninger mod danske netpirater i den kommende tid.
Når Opus Law sender breve ud til danskere med krav om erstatning, har firmaet allerede dokumentation for, at IP-adressen er blevet brugt til en ulovlig handling, siger Niels Dahl-Nielsen.
En IP-adresse er det nummer, som f.eks. en computer får tildelt, når den kobler til internettet. Fælles for brevmodtagerne er, at de alle kan tilknyttes til en IP-adresse, hvorfra der er hentet film eller serier ulovligt.
Når IP-adresserne er danske, kan Opus Law gå til domstolene og bede dem kræve, at internetudbyderne udleverer navnene på ejerne af IP-adresserne. Herefter bliver brevene sendt ud.
Forbrugerrådet Tænk har kritiseret brevene, der er sendt ud til over 1.000 danskere, for at bygge på et tvivlsomt grundlag, og for at have karakter af »trusselsbreve.« Flere modtagere har klaget til Forbrugerombudsmanden, som har videregivet klagerne til Advokatnævnet.
Her er samtlige klager imidlertid blevet afvist.