Fortsæt til indhold

Danmarks største sushikæde varmer op til et salg

Restaurantkæden Sticks'n'Sushi er to år fra et salg, siger medejer. Omsætningen i selskabet nærmer sig en halv mia. kr.

Erhverv

Den danske sushikæde Sticks'n'Sushi har stor succes både herhjemme og i udlandet med rekordomsætning og nye restauranter.

Men om få år skal der med al sandsynlighed findes en ny medejer til den hurtigt voksende restaurantkæde. Det siger Erik Holm, formand og adm. direktør i kapitalfonden Maj Invest, der ejer 49 pct. af Sticks'n'Sushi.

»Vi har haft en succesfuld udrulning i London og vil nu gerne vise, at det samme kan lade sig gøre i Berlin, og at Sticks'n'Sushi har et globalt potentiale. Vi skal formentlig et par år længere frem, og så er det nok en ny ejer, som skal tage forretningen til det næste skridt,« siger Erik Holm.

Finans fanger ham på en telefon fra London, hvor han netop er ude at kigge på nye lejemål til Sticks'n'Sushi-restauranter. Sticks'n'Sushi driver 16 restauranter, men er på vej til at åbne fire nye i London, en mere i Danmark og den første i Tyskland.

Siden Maj Invest købte knap halvdelen af Sticks'n'Sushi i juni 2013, er omsætningen i sushikæden næsten fordoblet.

Den nærmer sig nu en halv mia. kr.

Indtjeningen lider imidlertid under den heftige ekspansion. Kun 2,8 mio. kr. tjente Sticks'n'Sushi i det seneste regnskabsår - en markant tilbagegang fra året før.

»Vi vil jo altid gerne se en stigende indtjening, men vi har haft et år, hvor vi har brugt en del penge på udbygning af vores infrastruktur - opgradering af it-systemer og en række nye ansættelser i nøglepositioner, blandt andet en ny finansdirektør. Vi gør tingene klar til at kunne håndtere en større forretning,« siger Erik Holm.

Han forventer at se et betydeligt løft af både driftsresultat og resultat før renter og skat - allerede i indeværende regnskabsår.

»Det vigtigste for os er, at vi følger den ekspansionsplan, vi har i både England og Tyskland. Det koster nogle ekstra omkostninger, og det er også det, man kan se i regnskabet. Vi ser det som at putte frø i jorden, inden vi skal høste,« siger Erik Holm.

Det er ikke usædvanligt, at Maj Invest lægger op til et frasalg af Sticks'n'Sushi. Kapitalfonde har typisk en tidshorisont på fire-syv år, når de køber sig ind i et selskab. Vælger Maj Invest at sælge ud om to år, har den været medejer af sushikæden i godt fem år.

Sticks'n'Sushi blev grundlagt i 1994 af Kim Rahbek Hansen, Jens Rahbek Hansen og Thor Andersen. De tre stiftere ejer fortsat aktiemajoriteten i selskabet. Kim Rahbek Hansen er adm. direktør.

Artiklens emner
Sticks'n'Sushi
Maj Invest