Økonomidirektør forlader Silvan og Stark
Den nye topchef i DT Group, som bl.a. står bag byggevarekæderne Silvan og Stark, siger farvel til sin økonomidirektør. Det sker efter uenigheder omkring strategien for koncernen.
Kun to år blev det til for økonomidirektør Søren Strøm i DT Group-koncernen, som bl.a. sælger byggevarer gennem Silvan og Stark. Han stopper ved udgangen af måneden, oplyser DT Group.
»Vi har haft et godt samarbejde, men en engang imellem kommer man til en erkendelse om, at man ser fremtiden på forskellige måder, og derfor er vi blevet enige om, at vores veje skilles,« siger Søren P. Olesen, som har været adm. direktør i DT Group siden februar.
Søren P. Olesen afviser, at farvellet til økonomidirektøren skyldes, at han som ny topchef gerne vil sætte sit eget hold:
»Det handler ene og alene om, at vi ser forskelligt på den strategiske retning fremadrettet.«
Søren P. Olesen ønsker ikke at udtale sig om, hvad de to direktører var uenige om i forhold til strategien for DT Group, som årligt omsætter for over 18 mia. kr.
Det ønsker Søren Strøm heller ikke. Han fortæller, at der ikke er dramatik i, at han stopper, og bekræfter, at det er uenighed om, hvor byggevarekoncernen skal hen, der er årsagen til hans exit.
Da Søren Strøm i november for to år siden satte sig ind på sit nye kontor i DT Groups hovedsæde i Søborg, kom han fra en stilling som økonomidirektør i containerrederiet Mærsk Line.
DT Group har endnu ikke fundet en afløser for Søren Strøm, som i sin tid i DT Group bl.a. har stået i spidsen for et transformationsprojekt, som eksempelvis inkluderede implementeringen af et nyt finanssystem. Søren Strøm har som økonomidirektør bl.a. arbejdet med at samle flere funktioner på koncernniveau. Få måneder efter sin ansættelse i DT Group sagde han selv:
»I dag har DT Group fem kæder i Norden, men forretningerne bliver stadig drevet meget lokalt. Der er rig mulighed for at udnytte viden og systemer på tværs.«



