Fortsæt til indhold

Ejendomsmæglere tjente fedt på at sende kunder videre til nu konkursramt forsikringsselskab

Ejendomsmæglere fik op til flere tusinde kroner, hver gang de sendte kunder videre til Husejernes Forsikring.

Erhverv

Mens tusindvis af boligejere i dag står med ubrugelige ejerskifteforsikringer og store udgifter til skader på deres huse, sidder ejendomsmæglerne tilbage med gode fortjenester. De fik nemlig penge af Husejernes Forsikring, hver gang de henviste kunder til forsikringsselskabet.

Det er både store ejendomsmæglerkæder som Home, Danbolig, Realmæglerne og mindre, lokale kæder, der har tjent penge på samarbejdet med Husejernes Forsikring, der solgte forsikringer fra Gable Insurance, som nu er begæret konkurs.

Home fik mellem 700 og 900 kr. hver gang ejendomsmæglerkæden henviste en kunde, der købte en ejerskifteforsikring i Husejernes Forsikring. Det fortæller en ejendomsmægler til en kunde i en mail, som Finans er i besiddelse af.

En af de kunder, som Home sendte videre til Husejernes Forsikring, er Vanessa Gosch Hansen. Hun står i dag med et tag, der er lavet forkert, og som koster 300.000 kr. at udbedre. Husejernes Forsikring havde anerkendt skaden, men arbejdet var ikke gået i gang endnu, da Gable Insurance blev begæret konkurs.

For Vanessa Gosch Hansen var det netop Homes samarbejde med Husejernes Forsikring, der var afgørende for, at det var der, hun købte sin ejerskifteforsikring.

»Tilbuddet fra Husejernes Forsikring lå i de salgspapirer, vi fik fra Home. Jeg havde aldrig hørt om selskabet, og hvis ikke jeg havde fået tilbuddet fra Home, havde jeg aldrig overvejet at købe forsikring der,« siger Vanessa Gosch Hansen.

Fordi Gable Insurance har adresse i Liechtenstein, er selskabet ikke med i den garantiordning, der netop skal sikre forsikringskunderne mod konkurs.

»Jeg synes, det er for dårligt. Home kunne godt have fortalt mig, at Husejernes Forsikring var det billigste tilbud, men at det ikke var dækket af garantiordningen. Havde jeg vidst det, havde jeg aldrig taget det tilbud,« siger Vanessa Gosch Hansen.

Finans ville gerne have haft Home til at bekræfte størrelsen på provisionen fra Husejernes Forsikring og spurgt, hvor mange penge Home i alt har tjent på samarbejdet med Husejernes Forsikring, men Home har ikke besvaret Finans’ henvendelser.

Home har tidligere afvist, at mæglerkæden har et ansvar over for kunderne.

»Det er ikke Home, der har solgt forsikringerne. Det er en beslutning, man som boligkøber har truffet sammen med en rådgiver,« sagde Mads Ellegaard, der er relationschef i Home, til Finans onsdag.

»Det undrer mig, at man som ejendomsmægler ikke har noget ansvar for det, man sælger. Går man ind og køber et køleskab, så har sælgeren i butikken et ansvar over for det produkt, han sælger. Det gælder åbenbart ikke ejendomsmæglerne, selvom de tjener penge på det,« siger Vanessa Gosch Hansen.

Realmæglerne har også samarbejdet med Husejernes Forsikring. Her bekræfter adm. direktør Preben Merrild Angelo, at Realmæglerne fik provision fra Husejernes Forsikring. Hvor meget mæglerkæden fik pr. kunde, kan han dog ikke huske.

»Det kan jeg simpelthen ikke huske. Så skal jeg ind i en kontrakt, der ligger i et pengeskab på vores hovedkontor, og der kommer jeg ikke ind før på tirsdag,« sagde Preben Merrild Angelo til Finans i fredags.

Danbolig har ikke på kædeniveau haft et samarbejde med Husejernes Forsikring. Men nogle mæglerbutikker har haft en aftale med Husejernes Forsikring.

»Vores butikker har ikke modtaget et fast beløb, da præmiesummen i hvert enkelt tilfælde har afgjort størrelsen på provisionen, som ifølge vores oplysninger har varieret fra omkring 50 kroner og op til nogle tusinde,« skriver Danbolig i en mail til Finans.

Hvor mange butikker, det drejer sig om, og hvad Danbolig i alt har tjent på aftalen med Husejernes Forsikring, vil Danbolig ikke fortælle.

Mogens Hansen, der er indehaver af det mindre ejendomsmæglerfirma Kjeldskov & Co, har også samarbejdet med Husejernes Forsikring.

»Jeg mener, vi fik 200-300 kr. i provision, hvis der blev solgt en ejerskifteforsikring,« siger Mogens Hansen.

Hvordan har du det med, at I har tjent penge på at sende kunderne videre til et selskab, som nu er begæret konkurs?

»Det har jeg det ikke særlig godt med, det er der ingen tvivl om. Jeg tror ikke, der var en levende sjæl, der ville have haft noget med det forsikringsselskab at gøre, hvis man vidste, at det her ville ske. Husejernes Forsikring er blevet brugt af rigtig mange mæglere i Danmark, fordi de netop kom med et konkurrencedygtigt produkt,« siger Mogens Hansen.

Artiklens emner
Home
Husejernes Forsikring