Husejernes Forsikring løj om konkursbeskyttelse over for bekymret kunde
Da en kunde ringede til Husejernes Forsikring for at høre, hvad der ville ske, hvis selskabet gik konkurs, blev han fejlagtigt forsikret om, at der ikke var grund til bekymring.
I sommeren 2015 ringede en kunde til Husejernes Forsikring for at høre, hvad der ville ske, hvis selskabet gik konkurs. En medarbejder beroligede kunden ved at fortælle om både en genforsikring, der ikke findes, og at Husejernes Forsikring følger dansk lovgivning.
Salgstalen fra medarbejderen overbeviste kunden, så han købte sin ejerskifteforsikring ved Husejernes Forsikring. For godt en uge siden blev Gable Insurance, som kunderne ved Husejernes Forsikring reelt har købt forsikringer ved, begæret konkurs, og kunderne står nu med ubrugelige forsikringer.
Gable Insurance og Husejernes Forsikring er nemlig ikke medlem af den garantiordning, som netop sikrer kunderne mod konkurs.
I samtalen mellem kunden og Husejernes Forsikring forsikrede medarbejderen ellers kunden om, at der ikke var noget at være bekymret for i tilfælde af en konkurs. Det afslører en lydoptagelse af samtalen, som Finans er i besiddelse af.
Medarbejder ved Husejernes Forsikring: »Vores samarbejde og kontrakt med Gable Insurance følger den danske lovgivning. Så der er altså ikke noget, man skal være bange for overhovedet.«
Kunde: »Hvordan står jeg, hvis jeg tegner en 10-årig forsikring hos jer, og I så går konkurs?«
Medarbejder ved Husejernes Forsikring: »Vi er genforsikret hos Gable, som er meget, meget stort. De er også inde på London Stock Exchange. Derudover er vi genforsikret ved Swiss Re, som så sørger for, at hvis det er, at vi går konkurs, så vil din forsikring bare køre videre. Så er der bare en anden, der er coverholder for os. Så det vil i praksis betyde, at det er de samme mennesker, vi har siddende her. Det er de samme kollegaer, der er her. Og så er det bare med en ny coverholder.«
Men flere dele af medarbejderens svar til kunden er direkte løgn. Det fastslår Simon Heising, der er advokat med speciale i forsikringsret hos Nexus Advokater, efter at have hørt samtalen.
»Danske regler gælder netop ikke i en konkurssituation. Så skal kravet forfølges i Liechtenstein. Og garantiordningen gælder heller ikke,« siger Simon Heising.
Gable Insurance har adresse i Liechtenstein og er dermed ikke omfattet af Garantiordningen for Skadesforsikringsselskaber, som alle danske forsikringsselskaber er dækket af.
Når medarbejderen siger, at Husejernes Forsikring er genforsikret hos Gable Insurance og dernæst ved Swiss Re, er det også lodret forkert. Husejernes Forsikring er nemlig slet ikke et forsikringsselskab, men et forsikringsagentur, der har solgt Gable Insurances forsikringer. Der er altså ikke tale om genforsikringer fra Husejernes Forsikring til Gable Insurance.
»Genforsikring handler om at dele en risiko op. Det er ikke en særlig konkursdækning, så det giver ingen mening at tale om det i den sammenhæng. Ved at tale om genforsikringer signalerer medarbejderen, at Husejernes Forsikring selv er risikobærer, og at man som kunde dermed har en dansk forsikringsordning. Det er lige præcis det, der ikke er tilfældet,« siger han.
Husejernes Forsikring er en dansk virksomhed, men fordi Husejernes Forsikring kun er et forsikringsagentur og ikke et forsikringsselskab, udløser det altså ikke en dækning gennem garantiordningen.
Så snart et forsikringsselskab har tilladelse til at sælge forsikringer i et EU-land eller et land, der er tilknyttet det indre marked, som Liechtenstein er, kan det sælge forsikringer i Danmark. Men det er myndighederne i det pågældende land, der har tilsynet med virksomheden og ikke det danske finanstilsyn.
Simon Heising har svært ved at forestille sig, at det er medarbejderen i Husejernes Forsikrings kundeservice, der selv har fundet på at fortælle kunden om genforsikringerne.
»Det er underligt, hvor eksakt og sikkert det bliver udtalt. Jeg undrer mig over, hvor det kommer fra. Det lyder ikke som noget, en gennemsnitlig forsikringsmedarbejder bare finder på. Det er det, der er så underligt. Hvilken interesse skulle den pågældende medarbejder også have i selv at finde på det,« siger Simon Heising.
For at bestyrelsen og direktionen i Husejernes Forsikring kan gøres personligt ansvarlige for at misinformere kunderne, kræver det dog, at man kan bevise, at de har bedt medarbejderne misinformere kunderne, som medarbejderen gør i det konkrete tilfælde.
Finans ville gerne have spurgt Husejernes Forsikring, hvorfor en medarbejder har løjet for en kunde, men hverken ledelsen eller bestyrelsen ønsker at tale med Finans, ligesom hovednummeret til Husejernes Forsikring i øjeblikket er lukket.


