Jay-Z's "Uber for privatfly" får millionindsprøjtning
Nye investorer har skudt næsten en mia. kroner ind i tjenesten JetSmarter, som er ejet af bl.a. rapperen Jay-Z og royale saudiarabere.
Et slags Uber for privatfly er en ganske værdifuld forretning. JetSmarter, som bl.a. har Jay-Z og den saudiarabiske kongefamilie i ejerkredsen, har fået en række nye investorer. De har købt sig ind i JetSmarter for et samlet beløb på 105 mio. dollars, svarende til 735 mio. kr.
Det er sket i forbindelse med JetSmarters tredje kapitalrunde, som værdiansætter hele virksomheden til 1,5 mia. dollars. Det skriver Quartz og VentureBeat.
JetSmarter er markedsplads, som man kan tilgå via en app på smartphonen. App'en forbinder flypassagerer med virksomheder, der udlejer privatfly. Tjenesten giver bl.a. kunderne mulighed for at booke ledige sæder på et privatfly, hvis det eksempelvis skal flyve helt tomt retur efter at have serviceret velhavende kunder. En flyvning fra New York til Boston koster i omegnen af 400 dollars, ca. 2800 kr. For at få adgang til de luksuriøse flysæder skal man betale for at være medlem af JetSmarter.
Tjenesten, som stifteren Sergey Petrossov har skabt, har eksisteret i knap fire år og har nu over 6.700 medlemmer. Virksomheden har hovedkontor i Fort Lauderdale i Florida.
De nye investorer, som har betalt 105 mio. dollars for at få en bid af selskabet, inkluderer bl.a. kapitalfonde fra Abu Dhabi, London og Qatar samt den strategiske partner Jet Edge, hvis privatfly også transporterer JetSmarters kunder.
De nye penge fra investorerne skal JetSmarter bruge til at udvide forretningen til nye byer verden over. Bl.a. planlægger virksomheden at ekspandere til Asien og Latinamerika. I dag kan tjenesten bl.a. bruges i flere byer i USA og Europa.
Ifølge VentureBeat har JetSmarter ingen direkte konkurrenter, men andre virksomheder forsøger også at disrupte det traditionelle flymarked. Blandt dem finder man virksomheden Surf Air, som tilbyder, at man kan flyve så meget, man vil for et månedligt beløb.


