Fortsæt til indhold

Priceline Group køber Momondo Group i milliardhandel

Rejsesøgemaskinen Monondo, der har hovedkontor i København, får snart nye ejere.

Erhverv

Rejsesøgemaskinen Momondo er onsdag blevet solgt. Amerikanske Priceline Group har købt Momondo Group, der udover Momondo også står bag Cheapflights, en sammenligningsportal for globale flyrejser og platform for annoncering af rejsetilbud.

Priceline Group betaler 3,8 mia. kr. for Momondo Group. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

»Metasøgning tiltaler forbrugerne, og vi er opsatte på at udvide vores globale tilstedeværelse. Momondo og Cheapflights vil være gode tilføjelser til vores metaportefølje under Kayak,« siger Glenn Fogel, der er adm. direktør i Priceline Group, i pressemeddelelsen.

Det bliver Priceline Groups eksisterende brand Kayak, der fremover skal være ansvarlig for driften af Momondo og Cheapflights.

»Momondo og Cheapflights har skabt fantastiske produkter til loyale brugere i hele Europa. Vi ser frem til at kunne lære af dem og dele de bedste erfaringer, når vi i fællesskab udbreder vores brands globalt,« siger Steve Hafner, der er adm. direktør i Kayak.

Hvornår handlen afsluttes afhænger af, hvornår myndighederne godkender handlen, men Priceline Group forventer, at det sker senere i år.

Priceline Group har i dag seks brands inden for online rejser og tilhørende serviceydelser bl.a. Booking.com.

Momondo, der blev stiftet i 2006, har hovedkontor i København, mens Momondo Group har hovedkontor i London. Derudover har Momondo Group et kontor i Boston.

Artiklens emner
Momondo