Interfloras hjemmeside kunne ikke følge med på valentinsdag
Den store blomsterkæde Interflora har kæmpet med servernedbrud på valentinsdag.
Valentinsdag er en af de helt store dage for blomstersalg. Alligevel har interessen for at købe en blomsterbuket eller en æske chokolade til vores kære været større end blomsterkæden Interflora ventede.
To gange i løbet af dagen har et konstant pres fra besøgende på Interfloras hjemmeside været mere, end den kunne holde til.
»Allerede i går mærkede vi en øget interesse, og havde flere besøgende, end vi tidligere har haft dagen før valentinsdag,« siger Søren Larsen, der er adm. direktør i Interflora Danmark.
Selv om Interflora sammen med sin belgiske udbyder forsøgte at imødegå det ekstra pres, så blev man nødt til at genstarte serverne to gange i løbet af dagen. Det kostede pauser på ca. 10 og 20 minutter.
Både på Twitter og Facebook var der i formiddag meldinger om, at Interflora var nede. Og som en bruger skrev, så er det umiddelbart en skidt dag for en blomsterhandel at have serverproblemer, hvilket Interflora bekræfter.
»Det er svært at sige, hvor meget det har kostet os. Det er dog aldrig gratis, og vores omsætning er nok ikke vokset så meget, som vi gerne ville,« siger Søren Larsen.
Tidligere har Søren Larsen udtalt til Dansk Erhverv, at han ser et vækstpotentiale på valentinsdag, som ligger omkring 10-15 pct. om året. Det niveau tror han dog ikke, man når i år med de to servernedbrud.



