Fortsæt til indhold

Bortvist Hummel-direktør er nu meldt til bagmandspolitiet

En politianmeldelse på otte sider er afleveret hos bagmandspolitiet, oplyser Christian Stadil efter sidste uges hårde opgør mod den tidligere Hummel-direktør, Søren Schriver.

Den nu fyrede adm. dir. i Hummel, Søren Schriver, afviser blankt, at han har oprådt illoyalt. Foto: Mik Eskestad.
Erhverv

Den bortviste Hummel-direktør, Søren Schriver, er torsdag blevet meldt til bagmandspolitiet.

Det oplyser Hummels ejer, Christian Stadil, i en email til Finans, og bagmandspolitiet bekræfter, at anmeldelsen er modtaget.

Ifølge Christian Stadil er anmeldelsen otte sider lang, og den indeholder desuden 42 bilag som dokumentation for det, som Stadil-familien og advokatfirmaet Plesner har udlagt som overtrædelser af straffelovens bestemmelser om returkommission, bedrageri og/eller mandatsvig.

På et usædvanligt pressemøde i sidste uge redegjorde Christian og Thor Stadil samt advokatfirmaet for baggrunden for den dramatiske bortvisning af Søren Schriver i februar.

Schriver havde indtil da været direktør for Hummel i næsten 24 år, og mode- og sportstøjsvirksomheden har forvandlet sig fra en hensygnende forretning til en regulær pengemaskine under Schrivers ledelse.

Ifølge Stadil-familien blev Schriver bortvist, da Hummels tyrkiske samarbejdspartner sladrede om, hvordan Hummel-direktøren angiveligt havde truet sig til at score millioner på private aftaler i Tyrkiet uden om sin arbejdsgiver.

Søren Schriver har dog taget skarpt afstand til den udlægning, og har annonceret, at han vil stævne Stadil-familien for uretmæssig bortvisning og krav og manglende løn og bonus.

Stadil-familien annoncerede allerede i sidste uge, at advokater nu ville gå i gang med at lave en politianmeldelse, og siden har familien stort set lukket ned for sin kommunikation om sagen.

Christian Stadil skriver i emailen til Finans, at det nu er »op til myndighederne, hvorvidt der skal rejses tiltale, idet denne sag nu er ude af vores hænder.«

Fungerende poltiiinspektør i bagmandspolitiet, Thomas Anderskov, siger om anmeldelsen:

»Nu vil vi gennemgå materialet og vurdere, om det giver anledning til at gå videre med sagen og tage de nødvendige skridt i den forbindelse. Men det er endnu for tidligt at sige noget om sagens indhold.«

Søren Schriver har ingen kommentarer.

Artiklens emner
Hummel
Bagmandspolitiet