Erhverv

Aarhus-rigmands første opfindelse gør det bedre end nogensinde

Proshop er blevet én af landets største onlineforretninger og nærmer sig nu en milliardomsætning.

Poul Thyregod var med til at stifte Proshop for over 20 år siden. I 2010 solgte han Proshop, men i november 2015 købte han virksomheden tilbage. Foto: Casper Dalhoff

I en lagerbygning syd for Aarhus har en elektronikforretning i ro og mag udviklet sig til én af de førende online-butikker i Danmark.

Proshop er navnet på elektronikforretningen, der blev stiftet for over 20 år siden, men nu kører bedre end nogensinde.

Proshop
  • Blev grundlagt i 1995
  • Er beliggende i Højbjerg syd for Aarhus
  • Beskæftiger omkring 130 medarbejdere
  • Afsætter sine varer, der primært er elektronik, i Danmark, Sverige, Norge og Tyskland

Et nyt regnskab viser, at omsætningen i 2016 landede på knap 800 mio. kr., en stigning på 19 pct. i forhold til året forinden, og samtidig blev der også sat rekord for overskuddets størrelse. Det var på 15,6 mio. kr. efter skat i 2016.

»Vi kan være særdeles godt tilfredse med årets resultat. Vi fortsætter vores fine vækstkurve, som er skabt gennem mange års kontrolleret organisk vækst,« siger Ivan Jæger Christiansen, der er direktør i Proshop.

Han forklarer, at Proshop har omkring hver fjerde voksne dansker som kunde, og at kundebasen er stigende.

»De første år henvendte Proshop sig hovedsageligt sig til it-entusiasterne – de mennesker, der præcist ved hvilket bundkort eller hvilken processor, de ønsker at sætte i deres computer. Det segment kan man kun handle med, hvis man ved virkelig meget om produkterne, og det gjorde vi – og det gør vi fortsat. Også selvom vi i dag har udvidet produktkategorierne enormt meget og nu også sælger økser, lommeknive og babylegetøj,« siger Ivan Jæger Christiansen.

Mio. kr.20122013201420152016
Resultat efter skat4,77,712,513,415,6
Egenkapital16,123,836,337,746,4

Han overtog den 1. februar stillingen som direktør i Proshop fra Poul Thyregod, der var med til at stifte virksomheden tilbage i 1995.

Faktisk var Proshop den første af en række virksomheder, Poul Thyregod har været med til at stifte, og derfor har Proshop en speciel status hos ham.

For år tilbage var han med til at sælge Proshop til Expert. Men i november 2015 købte Poul Thyregod Proshop tilbage sammen med to investeringsselskaber.

Poul Thyregod har opbygget sig en solid formue gennem selskabet Thyregod Invest, der ejer aktier i en række virksomheder, herunder Proshop.

Overskuddet i Thyregod Invest var i 2015 på 18,3 mio. kr., og egenkapitalen var oppe på 88,5 mio. kr.

Efter at være blevet afløst som direktør i Proshop, fungerer Poul Thyregod nu som arbejdende bestyrelsesformand i virksomheden, der håber, at et et robotstyret varelager på 3.000 kvadratmeter kan hjælpe med at gøre Proshop til en milliardforretning.

Varelageret er ved at blive opført ved siden af Proshops kontorer og nuværende lagerbygning i Aarhus-forstaden Højbjerg.

»Vores forretning er modnet sammen med vores kunder. De it-entusiaster, der sad på drengeværelset for 15-20 år siden og samlede computere, er blevet voksne nu. De har fået hus, have og børn og dermed også nye interesser. Vi kan lige så godt være leverandør til disse nye interesser – og derfor har vi brug for mere plads til nye varekategorier,« siger Ivan Jæger Christiansen.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også