Toms tjener millioner på kendte klassikere
Den danske slikkoncern Toms er for alvor tilbage på sporet efter nogle barske år. Satsning på ikoniske mærker har virket.
Danmarks største slikproducent Toms har igen fået banket indtjeningen i vejret efter nogle hårde år, der smagte knap så sødt.
Godt nok er omsætningen under pres, men slikgiganten med hovedsæde i Ballerup er en langt mere lønsom forretning end tidligere. Det viser et nyt årsregnskab.
I 2016 løftede Toms sit overskud til 58,4 mio. kr. Det er en voldsom forbedring fra for blot to år siden, da slikkoncernen tabte over 40 mio. kr. Omsætningen i 2016 var på 1,7 mia. kr. - lidt mindre end året før.
»Vi har øget omsætningen af vores ikoniske kerneprodukter, og helt i tråd med vores 2020-strategi har vi samtidig skåret nogle af de mindre rentable produktkategorier fra,« forklarer Carsten Lyngsø Thomsen, adm. direktør for Toms Gruppen A/S.
Med ikoniske kerneprodukter mener han bl.a. Yankie Bar, chokoladeskildpadden og Guld Barren, der er blevet sendt helt frem i angrebet for at få koncernens stagnerende salgsmaskine op i gear.
I 00’erne havde Toms kæmpe succes med reklameuniverset Familien Tomsen, hvor bl.a. Søren Fauli brillerede i skildpaddekostume. Reklameserien gav genklang og hjalp Toms til stor omtale. Siden gled Toms, ifølge Carsten Lyngsø Thomsen, lidt for langt væk fra danskernes erindring.
Det er der blevet rodet bod på med reklameuniverset "Husk Hyggen," der - med kampagnens ord - kombinerer den pivhyggelige slik og chokolade med den pivuhyggelige komiker Esben Pretzmann, der giver den i rollen som forfatteren Jan Krabbe.
Satsningen har tilsyneladende virket - i hvert fald på bundlinjen. Ifølge direktøren vinder Toms markedsandele i Danmark og produktudvikler nu med afsæt i sine kendte slikklassikere.
Toms' største markeder er Danmark, Tyskland og Sverige. Slikkoncernen, der beskæftiger knap 1.100 medarbejdere, henter størstedelen af sin omsætning fra chokoladedelen og resten fra sukkerforretningen (lakrids og vingummi mm.).

