Danmarks største slagteri ramt af strejke - over 400 har nedlagt arbejdet i Danish Crown
Utilfredshed med løn- og arbejdsforhold har fået en lang række medarbejdere til at strejke på flere af Danish Crowns slagterier.
Den danske slagterigigant Danish Crown er torsdag blevet ramt af strejke på flere af virksomhedens slagterier.
Ifølge Finans' oplysninger strejker mere end 400 medarbejdere på Danish Crowns slagterier i Horsens og Sæby. Flere strejkende medarbejdere kan endda være på vej.
350 af arbejdsnedlæggelserne finder sted på slagteriet i Horsens, der er Danmarks største med over 1.300 ansatte.
Danish Crowns pressechef, Jens Hansen, bekræfter strejken over for Finans. Han forklarer, at den kommer på et uheldigt tidspunkt.
»Vi er virkeligt trætte af denne situation, for vi har kunder, der lige nu står og skal bruge masser af kød op til påske. Så timingen er ikke den bedste,« siger Jens Hansen.
Om danskerne bliver berørt af strejken, når de skal købe påskekødet, tænker Klaus Olesen, tillidsmand på slagteriet i Horsens, ikke meget på.
»Vi medarbejdere er blevet behandlet uanstændigt af ledelsen, og det har dagsholdet valgt at markere ved at nedlægge arbejdet. Når aftenholdet møder ind, må vi se, om de også vælger at strejke. Det er bestemt en mulighed,« siger han og forklarer, at nogle medarbejdere strejker på ubestemt tid, mens andre afdelinger regner med at møde ind på arbejde fredag morgen.
Årsagen til strejken er utilfredshed over forløbet af overenskomstforhandlinger, der brød sammen og nu er endt hos Forligsinstitutionen. Ledelsen i Danish Crown ønsker ifølge Klaus Olesen at sænke lønnen og i højere grad bestemme, hvornår medarbejdere skal arbejde over.
»Ledelsen i Danish Crown vil give os mindre i løn og samtidig gøre sådan, at vi ikke kan sige nej tak til overarbejde. Det bliver en form for systematisk overarbejde, og det kan vi ikke være med til,« siger Klaus Olesen.
Danish Crowns pressechef afviser tillidsmandens forklaring om lønnedgang og forklarer, at slagterigiganten blev overrasket over, at nogle medarbejdere har valgt at strejke.
»Vi havde helst set en løsning ved forhandlingsbordet, frem for at det er endt i en strejke. Men vi har en forventning om, at folk møder på arbejde fredag morgen,« siger Jens Hansen.
Det er mindre end et år siden, at mere end 1.300 medarbejdere strejkede på Danish Crowns slagteri i Horsens.
Dengang indledte et aftenhold, hovedsageligt bestående af polakker, strejken som følge af utilfredshed med en akkord. Siden bredte strejken sig og blev til en generel utilfredshed med forholdene på slagteriet i Horsens.
Danish Crown er verdens største svinekødseksportør og Europas største producent af svinekød. Koncernen omsætter årligt for omkring 60 mia. kr. og beskæftiger i omegnen af 26.000 medarbejdere.
Finans har forsøgt at få en kommentar fra tillidsmanden på Danish Crowns slagteri i Sæby, Karsten Thomsen, men det er ikke lykkedes.

