Erhverv

Dansk fintech-komet indgår kinesisk samarbejde

Efter den seneste aftale med britiske HSBC har danske Tradeshift nu også sikret sig et samarbejde på det kinesiske marked.

Et samarbejde med kinesiske CreditEase skal hjælpe med at skabe finansieringsmuligheder på Tradeshifts platform. Foto: Colourbox.

Danske Tradeshift driver verdens førende platform for digital samhandel mellem virksomheder. Nu sikrer de sig endnu en stor samarbejdspartner, da de har indgået en aftale med kinesiske CreditEase.

Det oplyser Tradeshift i en pressemeddelelse.

Det nye samarbejde kommer bare få dage efter, at Tradeshift annoncerede et samarbejde med den store britiske investeringsbank HSBC.

CreditEase er et førende fintech-firma i Kina som bl.a. har speciale i små virksomheder. De er også den største spiller inden for bruger-til-bruger finansiering, og samarbejdet kan give mange små og mellemstore virksomheder adgang til den type finansiering.

»Den nye CreditEase-app på Tradeshifts platform giver hundredtusindvis af kinesiske eksportører mulighed for benytte bruger-til-bruger finansiering. Der er tale om et fintech-samarbejde, som vil stille løsninger til rådighed, der kan give en stærkere og mere pålidelig forsyningskæde i Kina,« siger Mikkel Hippe Brun, medstifter og senior vice president i Tradeshift, i pressemeddelelsen.

Mikkel Hippe Brun startede Tradeshift sammen med Christian Lanng og Gert Sylvest i 2009. De tre var oprindeligt kollegaer i Videnskabsministeriet, og startede Tradeshift som et spin-off fra deres arbejde med at indføre elektroniske betalinger i den offentlige sektor. 

Med Tradeshift ville de tre stiftere på samme måde give virksomheder verden over mulighed for at handle og samarbejde digitalt, via en platform som Tradeshift driver. Et slags Amazon for virksomheder, som i dag bliver brugt af 1,5 mio. firmaer i 190 lande.

Læs også