Erhverv

Niels Brun Knudsen tjener millioner på kendt friluftskæde

Butikskæden Friluftsland, der er ejet af stifter Niels Brun Knudsen og hans familie, har fordoblet overskuddet.

Direktør og ejer af Friluftsland Niels B. Knudsen. Arkivfoto. Foto: Sebastian Buur Gunvald
SMV

Den kendte danske butikskæde Friluftsland, der for få år siden blev ramt af indtjeningsproblemer og måtte lukke en del af sine butikker, fortsætter den høje vækst, der har gjort stifter og direktør Niels Brun Knudsen og hans familie til mangemillionærer.

Friluftsland formåede i 2016 at fordoble overskuddet til 5 mio. kr., hvilket var bedre end forventet. Det fremgår af et nyt årsregnskab. I år forventer Niels Brun Knudsen et lige så godt resultat, skriver han i regnskabet, der er et af de bedste i butikskædens historie.

Friluftsland har syv butikker rundt om i landet samt en konceptbutik for hhv. det amerikanske mærke The North Face og svenske Fjällräven. Derudover sælger kæden sine produkter, udstyr og beklædning til friluftsliv, på nettet.

Det var Niels Brun Knudsen, der i 1980 stiftede Friluftsland sammen med makkeren Henrik Hafstrøm. De var studerende og indrettede deres butik i et 16 kvm. stort kælderlokale på Nørrebro i København.

Siden er Friluftsland vokset sig langt større, men det har ikke været lutter positivt. En for kraftig ekspansion ramte for få år siden indtjeningen i Friluftsland hårdt og tvang kæden til at lukke adskillige butikker, bl.a i Sverige, hvor man ikke længere er repræsenteret.

Det hjalp gevaldigt. Fra et underskud i 2013 på over 2 mio. kr. har Friluftsland nu tre år i træk sat millioner ind på bundlinjen. Det skæpper også i Niels Brun Knudsens privatøkonomi.

Sammen med sine to børn er han ejer af Friluftsland gennem selskabet FRI Holding A/S, der har en egenkapital på over 30 mio. kr. Den høje vækst i Friluftsland betød, at ejerne i 2016 fik en udbyttebetaling på 5 mio. kr.

Egenkapitalen i Friluftsland er på knap 16 mio. kr.

Læs også
Top job