Erhverv

Chokrapport: Næste år bliver din elbil lige så billig som en almindelig bil

Det store finanshus UBS regner med, at 30 pct. af det samlede bilsalg i Europa er elektrisk i 2025. I dag er andelen på 1 pct.

Elbiler som denne Tesla vinder frem. Og prismæssigt vil langt billigere mærker og modeller få mange europæere til at skifte fra benzinbiler allerede i 2018, spår finanshuset UBS. Foto: Sigrid Harms/AP Images

Hvis du står over for at skulle købe ny bil, og er i tvivl om du skal vælge elbil eller en almindelig, så tøv en kende. I hvert fald hvis du tror på storbanken UBS.

Elektriske biler i Europa bliver allerede næste år lige så billige som traditionelle biler, fremgår det af en rapport fra det internationale finanshus UBS.

Oprindeligt regnede finanshuset - og de fleste andre - med, at det ville vare langt flere år, før elektriske biler var konkurrencedygtige på prisen. Europa bliver det første sted i verden med ligeværdige priser.

For at se på økonomien og de fremtidige rationaliseringsgevinster købte UBS et eksemplar af General Motors-modellen Chevrolet Bolt, der er elektrisk, og skilte den ad. Den sælges i USA for 30.000 dollars (knap 200.000 kr.) inklusiv et statstilskud.

»Vi fandt ud af, at bilen var 4.600 dollars billigere at producere, end vi havde beregnet. Og at der er yderligere potentiale for en reduktion af omkostningerne. Prisen for forbrugerne ved at have denne elbil i sammenligning med en bil med forbrændingsmotor kan blive udlignet allerede i 2018. Og det vil skabe en stor efterspørgsel,« skriver UBS i sin rapport, ifølge Forbes.com

UBS øger samtidig sine forventninger til det globale salg af elbiler til 14 pct. i 2015 til i alt 14,2 mio. elbiler. I 2021 regner UBS med, at salget vil ligge på 3,1 mio. biler mod tidligere kun 2,5 mio. elbiler.

Og Europa vil være førende med en andel på 30 pct. elbiler i 2025 mod 1 pct. i på nuværende tidspunkt.

Andre steder i verden vil der gå lidt længere tid, før almindelige elbiler kan klare sig prismæssigt.

I Kina vil det ske i 2023, mens USA kommer med fra 2025.

En af årsagerne til at prisen hurtigere bliver konkurrencedygtig i Europa skyldes langt strengere krav om brændstoføkonomi for benzin- og dieselbiler, skriver Forbes.

BRANCHENYT
Læs også