Enearving til dansk bildynasti kører millioner hjem i garagen
Omsætningen eksploderer i den familieejede bilkoncern Nic. Christiansen, der ligesom flere andre store bilfamilier herhjemme tjener styrtende med penge.
Hun er eneejer af en af Danmarks største bilkoncerner og sidder på en formue, som kun få andre kvinder herhjemme kan matche.
»Bildronningen,« som hun kaldes på hjemegnen Kolding, nærmere bestemt Birthe Christiansen, står bag bilkoncernen Nic. Christiansen, som hendes far i sin tid stiftede.
Og det er en bragende god forretning. Ligesom de andre store bilfamilier herhjemme har Nic. Christiansen-koncernen de senere år skovlet penge ind - og 2016 var ingen undtagelse.
Nic. Christiansen, der bl.a. importerer bilmærkerne Hyundai, Land Rover og Jaguar, formåede at løfte omsætningen med næsten en mia. kr. til i alt 5,6 mia. kr. Overskuddet efter skat var på 48 mio. kr., viser et nyt regnskab.
»Der er i årets løb afholdt omkostninger på 30 mio. kr. til udvikling og opstart af nye aktiviteter. Resultatet lever op til forventningerne for året, og ledelsen vurderer således resultatet som tilfredsstillende,« skriver ledelsen i regnskabet.
Birthe Christiansen har siden 2006 været eneejer af den sydjyske bilvirksomhed, som hun købte sin søster ud af. Derudover ejer hun hovedparten af hotelkæden Comwell gennem investeringsselskabet Nic. Christiansen Invest.
Både Birthe Christiansens holdingselskab, B. Christiansen Holding A/S, og investeringsselskab har hendes to døtre, Camilla og Carina, som medejere. Familien har en anslået formue på over 1,3 mia. kr., ifølge Berlingske Business.
Bilkoncernen Nic. Christiansen blev i sin tid skabt af den nu afdøde Kolding-matador Nic. Christiansen, der gik under navnet »bilkongen.« Han lagde grundstenen til familiens formue i 1967, da han begyndte at importere BMW.
I dag er Nic. Christiansen bedst kendt for sin import af Hyundai-biler, der har været en guldrandet forretning. Et andet af koncernens selskaber, British Car Import, står for importen af bilmærkerne Jaguar og Land Rover i både Danmark, Norge og Sverige.
Bilkoncernen fra Kolding importerer også fortsat BMW-biler. Det sker gennem selskabet Bayern AutoGroup, der har bilhuse i Jylland og på Fyn. Samlet beskæftiger Birthe Christiansens bilimperium næsten 600 fuldtidsansatte.
Når Birthe Christiansen ligesom de andre store bilfamilier herhjemme har kronede dage, skyldes det især, at bilsalget i Danmark er rekordhøjt. I 2016 blev der indregistreret 223.000 personbiler i Danmark.
De gode tider skal ifølge Birthe Christiansen udnyttes til at udvide familiens milliardkoncern yderligere.
»Det er koncernens ønske fortsat at vokse via både opkøb og organisk vækst indenfor alle forretningsområder og der pågår således løbende dialog med såvel fabrikker, bilimportører som forhandlere om muligheden for opstart af nye samt overtagelse af eksisterende aktiviteter,« skriver hun og ledelsen i det nye regnskab.
Nic. Christiansen-koncernen forventer et uændret resultat i 2017.


