Fortsæt til indhold

Kenneth Plummer efter beskyldninger fra iværksætter: »Det er groft injurierende«

Idémanden bag produktet Phoamy kritiserer Kenneth Plummer i en Facebook-opdatering.

Kenneth Plummer er administrerende direktør i firmaet Ronald A/S, der nu bliver udsat for kritik af manden bag produktet Phoamy.
Erhverv

Da Kenneth Tram fredag aften læste om næste uges tilbud i Netto, begyndte han at undre sig.

Idémanden bag produktet Phoamy opdagede, at supermarkedet i næste uge vil sælge et produkt, der minder om hans, til en lavere pris.

Bag det nye produkt i Netto står firmaet Ronald A/S, der har Kenneth Plummer, DR’s tidligere generaldirektør, som administrerende direktør.

Netop ham havde Kenneth Tram mødt under en netværksfrokost fire måneder forinden, hvor DR’s tidligere generaldirektør ifølge Kenneth Tram viste interesse for Phoamy - et produkt, der beskytter mod vindstøj, når man taler i telefon gennem et headset.

Det er dén kontakt, der nu er omdrejningspunkt for en ulmende konflikt mellem de to herrer, og som har kastet beskyldninger om kopiering - fremsat i et Facebook-opslag fra Kenneth Tram, der søndag klokken 17.30 var blevet delt over 2000 gange - og injurier af sig.

Kenneth Tram undrer sig nemlig over, at Kenneth Plummer satte et møde op med it-virksomheden Descom, som Plummer sidder i bestyrelsen for, hvis Ronald A/S sideløbende var i gang med at udvikle et lignende produkt.

»Jeg har svært ved at tro, at det bare er et tilfælde, at de laver et lignende produkt så kort tid efter, at vi drøftede mit produkt. Jeg kan heller ikke forstå, at han ikke valgte at sige, at de havde gang i et lignende projekt, da Descom afviste mig i april,« uddyber Kenneth Tram til Jyllands-Posten.

Omvendt slår Kenneth Plummer fast, at han blot prøvede at hjælpe manden bag Phoamy ved at henvise til Descom, der så i sidste ende ikke valgte at gå videre med et samarbejde.

Ifølge Plummer kan han dokumentere, at Ronald A/S satte gang i udviklingen af produktet i samarbejde med Netto sidste år - altså før den omtalte netværksfrokost.

»Jeg leder en virksomhed med over 70 medarbejdere, der udvikler flere tusinde produkter, og jeg er ikke inde over hvert eneste projekt. Men jeg kan garantere, at jeg ikke sidder til et forretningsmøde og stjæler andre folks ideer. Det har jeg aldrig gjort, og det kunne jeg aldrig finde på at gøre,« siger Kenneth Plummer til Jyllands-Posten.

Han kalder anklagerne fra Kenneth Tram »groft injurierende« og vil nu gå videre med sagen.

Netto har over for Ekstra Bladet meddelt søndag aften, at man har valgt at stoppe salget af det omtalte produkt, mens man undersøger sagen.

Tidligere er Ronald A/S blevet beskyldt for at kopiere andre designeres produkter, blandt en vase, en hængekrukke og en porcelænskrukke udviklet af keramikeren Anne Black.

Anne Black endte i august sidste år med at stævne Dansk Supermarked og Ronald A/S for to millioner kroner.

Også dengang blev produktet solgt i Netto, ligesom Kenneth Plummer afviste anklagen om, at firmaet skulle have kopieret Anne Blacks varer.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
Design
Kenneth Plummer