Erhverv
0

Dansk helikoptermillionær ramt: Mister kæmpe kontrakt

Susanne Hessellund må se den største kontrakt i Nordsøen gå til rival. Det betyder afskedigelser.

Susanne Hessellund, stifter og ejer af Bel Air Aviation, kom i 2013 på listen over Danmarks 100 rigeste personer med en formue på 1,1 mia. kr. Foto: Sebastian Buur Gunvald.

Helikopterselskabet Bel Air, der er ejet af den prisbelønnede iværksætter og mangemillionær Susanne Hessellund, er igen blevet ramt af modvind, der får konsekvenser for selskabet.

Tidligere på året måtte Susanne Hessellund skære ned og fyre, efter at Bel Air mistede en lukrativ kontrakt med flyvninger for selskaberne Dong og Hess til og fra Nordsøen.

Nu har Bel Air så tabt en kæmpe helikopterkontrakt med Mærsk, der har valgt at tildele kontrakten til Bel Airs belgiske konkurrent NHV Dancopter. Det skriver JydskeVestkysten.

Kontrakten, der ifølge avisens oplysninger har en værdi på et trecifret millionbeløb, blev tidligere delt mellem NHV Dancopter og Bel Air. Men den nye kontrakt er kun blevet tildelt NVH Dancopter, oplyser Maersk Oil til JydskeVestkysten.

Det er ikke første gang, at NVH Dancopter snupper en vigtig aftale fra sin konkurrent Bel Air. Da Bel Air tidligere i år mistede sin kontrakt med Dong og Hess, var det ligeledes til NHV Dancopter.

Det belgisk ejede selskab med base i Esbjerg har således nu sat sig på de to vigtigste helikopterkontrakter i Nordsøen.

Hvad tabet af Mærsk-kontrakten kommer til at betyde for Bel Air er endnu uvist. Men Susanne Hessellund siger, at det ikke kan undgå at betyde afskedigelser.

»Vi er virkelig kede af at skulle stoppe som leverandør til Mærsk efter ca. otte års supergodt samarbejde. Vi har fået besked for få dage siden og har pga. den meget korte tidshorisont endnu ikke et overblik over, hvor vi fortsætter operationelt,« skriver hun i en mail til Finans.

Susanne Hessellund siger, at hun er i fuld gang med at afsøge markedet og i de foregående måneder har besøgt potentielle kunder.

»Men vi har ikke kunnet binde os, før vi havde endelig afklaring fra Mærsk. Det har vi fået nu og er derfor i fuld gang med at igangsætte de forberedte tiltag og afsøge nye, så vi kan bibeholde så mange arbejdspladser som muligt,« skriver hun.

Susanne Hessellund stiftede Bel Air i 1994 og har gjort selskabet til en hurtigtvoksende succes. I nogle år har Bel Air fløjet op mod 40 mio. kr. hjem til dets ejer, som i dag er blandt landets rigeste kvinder.

Men en række møgsager er den seneste tid væltet ned over helikoptermillionæren. Bel Air er bl.a. kommet under angreb fra flere fagforbund, efter at selskabet fyrede to af sine piloter.

BRANCHENYT
Læs også