Dansk firma har fået 2 milliarder mennesker til at stå i kø
Den danske it-virksomhed Queue-it runder ny milepæl. Men den heftige vækst koster.
De sørger for, at internettet ikke bryder sammen, når danskernes årsopgørelse gives fri, eller når vi går shop-amok på black friday.
Og nu har den danske iværksættervirksomhed Queue-it, der står bag et virtuelt køsystem, så rundet en ny milepæl, der understreger virksomhedens hæsblæsende vækst.
Over to mia. brugere har nu stået i kø i systemet, der er beregnet til at forhindre travle websites i at bryde sammen.
»2 milliarder brugere er en væsentlig milepæl i vores vækstrejse og udvikling,« udtaler adm. direktør og medstifter Niels Henrik Sodemann i en pressemeddelelse.
Queue-it er stiftet af iværksætter-trioen Niels Henrik Sodemann, Camilla Ley Valentin og Martin Pronk, der i 2010 fik Naturstyrelsen som den første kunde. Queue-it hjalp styrelsen med at holde styr på 169.000 ivrige jægere, der på samme tid skulle indberette omfanget af det vildt, de havde nedlagt det forgangne år.
Siden er det gået stærkt for de tre iværksættere, der i dag opererer i over 30 lande globalt og har kunder som Skat, Microsoft, koncerhuset Carnegie Hall og Royal Opera House i London. Virksomhedens hovedsæde ligger i Ballerup.
Idéen bag Queue-its virtuelle køsystem er, at hjemmesider skal kunne håndtere spidsbelastninger uden at bryde sammen. Det kan f.eks. være ved billetsalg til koncerter, eller når Skat udsender årsopgørelsen.
De brugere, der overstiger en hjemmesides kapacitet, når der er travlt, bliver via Queue-its system omdirigeret til en kø og må vente pænt som i en fysisk forretning på f.eks. at købe deres koncertbillet eller se, om der kommer penge tilbage fra Skat.
Den næste større kø-begivenhed på tværs af lande forventes ifølge Queue-it at blive lanceringen af den kommende iPhone8. Lanceringen af nye iPhones plejer typisk at nedlægge teleselskabers og elektronikgiganters netbutikker på stribe.
»Det at anvende en kø i forbindelse med pres på websites var ved vores lancering en helt ny tilgang, både teknologisk og mentalt. Vi havde planer om og drømte om at nå vidt omkring i verden, men vi er ydmyge og overvældede over tanken om, at et så stort antal brugere nu har oplevet vores system,« udtaler Niels Henrik Sodemann.
Selvom Queue-it nu har rundet to mia. brugere, er firmaets virtuelle køsystem endnu ikke nogen guldrandet forretning. Store investeringer i virksomhedens vækst betød, at Queue-it i 2016 kom ud med et underskud på 1,5 mio. kr.


