Fortsæt til indhold

Fik stjålet sin identitet: Securitas-chef erklæret konkurs

Adm. direktør for det store svenske sikkerhedsfirma Securitas fik først optaget lån i sit navn og er nu blevet erklæret konkurs.

Erhverv

Tirsdag aften fik chefen for den svenske sikkerhedskæmpe Securitas, Alf Göransson, for anden gang på få måneder en noget overraskende besked om sin privatøkonomi: Han var erklæret konkurs.

Det havde han ifølge Stockholms Tingsret nemlig selv bedt om at blive - ligesom han i marts også selv bad om at optage et lån. Problemet er bare, at det ikke passer.

Ifølge Göransson og Securitas - der onsdag morgen udsendte en fondsbørsmeddelelse om sagen - er der nemlig i begge sager tale om identitetstyveri. Göransson politianmeldte da også lånet fra foråret, lige så snart han fik en såkaldt låneoplysning om det.

Nu har identitetstyven så erklæret Alf Göransson konkurs.

Securitas oplyser til Svenska Dagbladet, at man mener, at identitetstyveriet er et direkte forsøg på at skade Alf Göransson, ikke Securitas som sådan. Selskabet vurderer også, at Göransson trods de juridiske implikationer af en konkurs kan fortsætte i sit job.

»Vi bedømmer, at han kan fortsætte som adm. direktør. Men vi kontakter også børsen i dag. Vi blev først oplyst om sagen sent i går aftes (tirsdag aften, red.),« siger Securitas' kommunikationschef Gisela Lindstrand til avisen.

Göransson selv ønsker ifølge svenske medier ikke at udtale sig om sagen. Konkursbegæringen er også blevet politianmeldt, og forventes ifølge Securitas' fondsbørsmeddelelse at kunne omgøres.

Ifølge Bloomberg er Göranssons sag blot en af i alt 12.800 anmeldelser om identitetstyveri i Sverige i første halvår af 2017 - et tal, der ifølge mediet er vokset markant i takt med, at Sverige samtidig har lagt sig helt i front, når det kommer til at digitalisere samfundet.

Securitas, der er børsnoteret i Stockholm med en markedsværdi på knap 50 mia. svenske kr., har lidt mere end 800 ansatte i Danmark ud af flere hundredetusinde på verdensplan. Aktien ligger lidt over 0,6 pct. oppe midt på dagen onsdag.

Artiklens emner
Securitas
Alf Göransson