Fortsæt til indhold

VisitDenmark ramt af udspekuleret telefonangreb

Tager man telefonen, får man en engelsktalende person i røret. Turistorganisationen vil melde misbruget til politiet.

Erhverv

Dette er en opdateret version af en artikel, som Finans bragte fredag den 21. juli.

Hvis du de seneste dage er blevet ringet op af nummeret 32 88 99 00, der er VisitDenmarks hovednummer, er det ikke fordi, nogen i turistorganisationen gerne vil tale med dig.

Der er i stedet tale om, at VisitDenmark formentlig er blevet udsat for en form for telefonangreb, der har gjort ukendte bagmænd i stand til at ringe rundt, så det ser ud til, at opkaldet kommer fra VisitDenmark.

Det har resulteret i, at VisitDenmark siden den 18. juli har fået cirka 60 henvendelser fra danskere, som er blevet ringet op af turistorganisationens hovednummer.

»De kan se, at der er blevet ringet forgæves til dem, og de returnerer derfor opkaldet. Tre har meldt, at de har svaret telefonopkaldet og har fået en engelsktalende person i røret. Det er uvist, hvad vedkommende ønskede med sit opkald,« oplyser Mette Dahl-Jensen, chefkonsulent i VisitDenmark til Finans.

»VisitDenmark er nu i kontakt med både organisationens telefonioperatør og leverandøren af teleudstyr, der begge undersøger sagen. Der er etableret en log for at spore opkaldene. Misbruget vil blive meldt til politiet.«

VisitDenmark har fået oplyst af sin teleudbyder, at der formentlig er tale om spoofing. Det dækker over, at man kan foretage opkald, så det ser ud som om, at man ringer fra et andet nummer, end det rent faktisk er tilfældet.

Netop spoofing bliver ifølge it-eksperten Peter Kruse, som er medstifter af sikkerhedsfirmaet CSIS, mere og mere udbredt. Formålet er, at man udgiver sig for at være en anden, end den man egentlig er. Og det kan udnyttes til flere forskellige former for svindel, forklarer Peter Kruse.

»Det er et lukrativt marked, og det er vokset. Man kan f.eks. udgive sig for at være en kollega fra et andet land, og når det ser ud til, at man ringer fra samme firma, kan man f.eks. lokke kodeord ud af folk. Det er også blevet brugt i det såkaldte CEO-fraud,« siger Peter Kruse.

Et andet eksempel på denne form for telefonangreb i Danmark fandt sted tidligere på sommeren. Her var det Aalborg Universitetshospital, der blev ramt. Hospitalet advarede mod at tage telefonen, hvis man blev ringet op af ét af hospitalets telefonnumre.

»Hvis du bliver ringet op af telefonnummer 89 56 44 16, skal du ikke svare. Nummeret er udsat for misbrug, hvor ukendte svindlere ringer til dig og udgiver sig for at være dette telefonnummer, som er et nummer, der tilhører os,« skrev hospitalet i et opslag på Facebook.

Artiklens emner
VisitDenmark
CSIS