Erhverv

Porsche brugte også snydesoftware: Skal tilbagekalde 22.000 biler

Den store skandale om snyd med dieselmotorer hos VW-koncernen rammer nu for alvor Porsche. En dieseludgave af Porsche Cayenne er officielt afsløret i at bruge snydesoftwaren, og de tyske myndigheder kræver handling.

Der blev også snydt med motorstyringen i Porsche Cayenne med dieselmotor, har de tyske myndigheder nu afgjort.

Står der en Porsche Cayenne med en treliters dieselmotor i indkørslen, skal du forberede dig på at undvære den i lidt tid.

Modellen er nemlig blevet afsløret i også at bruge den snydesoftware, der kunne narre myndighederne, når bilen skulle testes for udledning af NOx-gasser. Og dermed bliver Porsche nu for alvor også trukket ind i den gigantiske skandale, der altså ikke bare længere handler om Volkswagen, men også søsterbilerne hos Audi og Porsche.

Det skriver Reuters.

At der var problemer med Porsche-biler også blev i første omgang afsløret af det tyske magasin Der Spiegel efter omfattende test af selskabets dieselmodeller. Men nu er det altså officielt bekræftet, og torsdag erklærede den tyske transportminister Alexander Dobrindt, at Porsche skulle tilbagekalde alle biler med snydesoftware og skifte softwaren ud.

I alt er der anslået 22.000 Porsche Cayenne af den type, der er blevet afsløret i snyd i Europa. Dertil kommer en eventuel reaktion i resten af verden, især i USA, hvor 'dieselgate' blev afsløret oprindeligt tilbage i 2015.

Tricket, som VW-gruppens ingeniører har brugt, handler om at snyde myndighederne, når bilerne bliver testet og godkendt. For at leve op til krav om lave udledninger af NOx-gasser, har bilerne fået indbygget en funktion, der kan genkende en test og så skrue ned for motorkraften. Så snart bilerne ikke står i laboratoriet på ruller, slipper de igen alle kræfterne løs – men forurener meget mere end tilladt.

Ifølge Der Spiegels afsløringer er snydesoftwaren i Porsche-bilerne en noget mere avanceret version, i forhold til hvad der tidligere er blevet afsløret i VW-bilerne.

I stedet for at genkende testsituationen ud fra at der for eksempel ikke bliver drejet på rattet, har Porsche indbygget et testvenligt og miljøvenligt køreprogram, som bilerne bruger som udgangspunkt. Men så snart bilen registrerer at den kører rundt i et sving eller op ad stigninger, slår den over i et mere aggressivt – og mere forurenende – køreprogram.

Den slags snyd er sværere at opdage og tage højde for, men ved at give en Porsche lidt hældning, når den stod stille på ruller og blev testet for udledning af NOx, blev det klart, at der var fusk med i spillet.

I første omgang – da Der Spiegel afslørede snyderiet i juni – afviste Porsche anklagerne og sagde, at det måtte være en teknisk fejl. Men nu har piben fået en anden lyd, og selskabet erkender, at der er brugt 'unormal' software til motorstyringen og vil sætte gang i tilbagekaldelserne.

Audi er tilsvarende kommet i de tyske myndigheders søgelys, da modellerne A7 og A8 bruger samme dieselmotor som Porsche Cayenne.

'Dieselgate'-skandalen har og kommer til at koste VW-koncernen milliarder, både i tabt salg og i erstatninger til kunder, der købt en af de berørte modeller. Selskabet har således sat 135 mia. kr. til side til erstatninger.

BRANCHENYT
Læs også