Fortsæt til indhold

Hesalight-stifters kone erklæret konkurs: Fik 1,3 mio. kr. i løn for fritidsjob

Hustruen til Lars Nørholt, stifter af den konkursramte lampevirksomhed Hesalight, har lidt samme skæbne som sin mand.

Hesalights stifter, Lars Nørholt, har fået selskab af sin hustru, der er blevet erklæret konkurs ligesom hendes mand. Arkivfoto: Carsten Bundgaard
Erhverv

Hesalight-stifteren Lars Nørholts hustru, Sanne Nørholt, er blevet erklæret personligt konkurs, efter at kuratoren i Hesalights konkursbo har hevet hende i skifteretten med krav på 39 mio. kr.

Det skriver Børsen.

Skifteretten giver kuratoren medhold i, at Sanne Nørholt uberettiget har modtaget store millionbeløb fra Hesalight, som nu skal betales tilbage.

Sagen er endnu et kapitel i skandalen om lampevirksomheden Hesalight, der gik konkurs i 2016 efter at have fået en kæmpe kapitalindsprøjtning på 600 mio. kr. fra prominente investeringsselskaber, mens den efterfølgende fik sine regnskaber underkendt af Erhvervsstyrelsen.

Efterfølgende beskyldte kurator af Hesalight, Henrik Selchau Poulsen, advokat hos Bruun og Hjejle, Lars Nørholt for at have trukket flere mio. kr. ud af selskabet inden konkursen. Pengene skulle bl.a være gået til liebhaverejendomme og en Mercedes.

Det var også på dette grundlag, at Lars Nørholt i foråret blev erklæret konkurs i Landsretten. Efterfølgende har kuratoren så valgt at gå efter Lars Nørholts hustru, da han mente, at der fortsat var mange aktiver fra konkursboet, der dog stod i hustruens navn.

Børsen beskriver også, hvorledes parret har oprettet flere selskaber, som spillede en afgørende rolle i at dræne Hesalight for kapital. Særligt har kuratoren haft fokus på selskabet ”Bogholderafdelingen”, hvor Sanne Nørholt står som ejer. Her vurderer Henrik Selchau Poulsen ifølge Børsen, at parret har kreeret fiktive fakturaer, der skulle dække over private pengeoverførsler fra Hesalight.

Sanne Nørholt var også ansat i ”Bogholderafdelingen”, hvor den pædagoguddannende kvinde eftersigende stod for bogførringen, mens hun passede sit faste fuldtidsjob.

Det fritidsbaserende arbejde gav Sanne Nørholt en indkomst på 1,3 mio. kr. om året, men det var der intet kuriøst i, mener Lars Nørholt selv.

»Hun fortjente det beløb. Det var min beslutning,« udtaler han til Børsen.

Efter Sanne Nørholts konkurs har kuratoren nu adgang til konkurs-parrets ejendomme på Mallorca, som skal sælges for at inddrive penge til konkursboet.

Bagmandspolitiet efterforsker fortsat Lars Nørholts rolle i Hesalights konkurs.

Artiklens emner
Konkurser
Hesalight