Toys "R" Us tæt på kollaps: Hvordan kunne det gå så galt?
Legetøjsgiganten Toys "R" Us gik i denne uge i betalingsstandsning. Tabt nethandel, nye legevaner og nervøse leverandører får skylden.
»Vi er et supermarked med legetøj. Vi har ingen konkurrenter overhovedet.«
Sådan sagde en selvsikker Charles Lazarus til avisen Washington Post i begyndelsen af 1980’erne. Han havde netop lavet sin legetøjbutik fra 1957 om til den første Toys ”R” Us i staten Virginia og dermed sået succesen til en fremtidig verdensdominans inden for handel med legetøj.
Charles Lazarus gik på pension i 1994, og siden kom der aggressive konkurrenter til, heriblandt Amazon og Walmart.
Og i denne uge søgte den amerikanske legetøjsgigant Toys ”R” Us så om konkursbeskyttelse i USA, hvilket svarer til betalingsstandsning i danske termer.
Dermed blev nedturen cementeret for den ikoniske legetøjskæde, der i dag har 1.600 butikker på verdensplan, men samtidig har oparbejdet en gæld på 30 mia. kr.
Det er en kombination af nye virksomhedstrends og deciderede fejltagelser, der har fået Toys ”R” Us på slingrekurs, mener flere eksperter, ifølge mediet Money.
»Nogle virksomheder er hurtigere end andre til at omstille sig til sine kunders nye indkøbsvaner. Der gik nok lige lovligt lang tid for os,« udtalte David Brandon, direktør for Toys ”R” Us, tidligere i år.
Direktøren måtte dermed indrømme, at legetøjskæden forlængst var blevet overhalet af Amazon og Walmart, når det kom til nethandel.
Samtidig har Toys ”R” Us kæmpet med en massiv gæld fra 2005, som blev optaget, da en række kapitalfonde opkøbte selskabet.
I 2016 omsatte Toys ”R” Us-koncernen for 71 mia. kr. Enorme renteudgifter på gælden medførte imidlertid et underskud på næsten en kvart mia. kr.
Virksomheden har heller ikke kunnet konkurrere med supermarkedskæmpen Walmart på pris. Walmart plejer nemlig at sænke priserne drastisk på de samme produkter, som Toys ”R” Us fører. I juletiden bliver priserne således reduceret op til 54 pct. af supermarkedskæden. Amazon har heller ikke givet legetøjskæden bedre prisvilkår.
»Amazon ønsker ikke at tjene penge på sine legetøjs-produkter. Det er derfor umuligt at konkurrere med deres priser,« skrev Toys ”R” Us i sin begæring om konkursbeskyttelse.
Nogle eksperter peger også på, at der er sket en skift i den måde, hvorpå børn leger. De vil hellere spille spil på telefonen og computeren. Det forklarer også, at Lego netop har oplevet et fald i salget af dets produkter for første gang i 13 år, skriver CBS News.
Det var i sidste ende nervøse leverandører, der skubbede Toys ”R” Us ud i betalingsstandsning, mener virksomheden selv. I erklæringen om konkursbeskyttelse skriver Toys ”R” Us således, at 40 pct. af dens internationale leverandører nægtede at levere varer, inden de havde fået betaling, da de havde fået nys om kædens skrantende økonomi.
Det havde krævet over en mia. dollars, hvis det skulle være muligt at betale på forhånd, konkluderede Toys ”R” Us.
I Danmark får konkurssagen umiddelbart ingen konsekvenser for Toys ”R” Us-butikkerne. De er ejet af TopToy, som har købt retten til navnet i Norden.

