Erhverv

Populært dansk feriekoncept udvider

Virksomheden 21-5 specialiserer sig i delevenlige ferieboliger til private. Nu vil den have erhvervslivet med på idéen.

Laila Albæk Salem Køj og Anders Køj står bag ferieboligkonceptet, der nu også skal gælde erhvervslivet. PR-foto.

Hundredvis af danske familier har de seneste par år investeret millioner i udenlandske boliger gennem det nye feriekoncept 21-5.

Nu udvider 21-5, der er stiftet af ægteparret Laila Albæk Salem Køj og Anders Køj, sit feriekoncept til også at omfatte erhvervslivet. Målsætningen er, at virksomheder over hele landet nemmere skal kunne tilbyde ferieboliger til deres ansatte.

»Vi kan se, at der er flere virksomheder, som ønsker at give deres ansatte nem adgang til ferieboliger,« siger direktør og medejer Anders Køj.

»Det er en investering i trivsel for medarbejdere og samtidig en god forretning,« mener han.

21-5 specialiserer sig i deleøkonomiske ferieboliger og har hidtil satset på at sælge boliger til private. Her køber 21 familier sig ind i fem boliger forskellige steder i verden. Hver familie betaler et bestemt beløb for at blive en del af ejerforeningen og deler herefter brugsretten af boligerne.

Sådan fungerer 21-5
  • Den seneste stiftede forening med store boliger kostede kr. 3.750.000 i indskud. Her får familierne fem større ferieboliger i Chamonix, Sydfrankrig, Toscana, New York og på Mallorca.
  • Vælger man den pt. udbudte forening med mindre boliger, er indskuddet kr. 1.445.000, hvilket giver en adgangsbillet til fem mindre ferieboliger i Sydfrankrig, Chamonix, Barcelona, Toscana og på Mallorca.
  • I den dyre forening betaler man godt 5.000 kr. i fast månedlig fællesudgift. For den billigste forening er den månedlige fællesudgift knap 3.000 kr.
  • Hver familie kan i gennemsnit bruge deres ferieboliger 12 uger om året, afhængigt af om de booker i højsæson eller lavsæson. 21-5 sørger for al daglig administration, men hver familie betaler en fast månedlig fællesudgift.
  • Fællesudgifterne dækker forsikringer, renovation, ejendomsskat, vedligeholdelse, revisor og administration. Hver medejers andel af ejendomsværdiskatten, forbrugsudgifter og rengøring efter hvert ophold er ikke omfattet.

Indtil videre har 350 danske familier tilsammen investeret mere end 600 mio. kr. i udenlandske ferieboliger gennem 21-5. Selskabet, der stiftede sin første ejerforening i 2012, tjente i seneste regnskabsår over 4 mio. kr. - det bedste resultat nogensinde.

Når 21-5 sælger til private, ejer de decideret boligerne, hvorimod virksomhederne skal købe sig ind i et selskab, der ejer boligerne, fortæller Anders Køj.

Det gør det ifølge direktøren muligt for virksomhederne at tjene penge på længere sigt, da investering i ejendom kan ende med at blive en god forretning.

21-5 køber - ifølge selskabet selv - boliger i attraktive områder, hvoraf mange af boligerne renoveres totalt. Boligerne er spredt over flere lande og destinationer, hvilket ifølge Anders Køj generelt gør investeringen i en andel mere sikker.

Udvidelsen af forretningen er et helt nyt tiltag for 21-5, så der er ikke kommet boligsøgende virksomheder i stalden endnu. Men 21-5 er allerede blevet kontaktet af flere af sine private ejere, som har ønsket at være med i konceptet med deres virksomheder.

Og Anders Køj forudser da også, at der er et solidt fundament for forretningsmodellen.

»Der er rigtig mange virksomheder derude, der vil drage nytte af konceptet. Især i denne tid, hvor virksomhedsejerne er begyndt at have fokus på deres medarbejderes trivsel, og det gælder jo også i ferierne. Det er en god måde at pleje sit personale på,« siger han.

Hvorfor skal virksomhederne kaste sig ud i jeres koncept?

»Vi har erfaret, at der er mange virksomheder, der lejer eller ejer sommerhuse til deres medarbejdere. Det kræver meget arbejde for virksomheden både administrativt og i vedligeholdelse. Vi har oplevet, at der er flere virksomheder, der har sommerhuse, som er i meget dårlig stand,« siger Anders Køj og tilføjer, at 21-5 sørger for både administration og vedligeholdelse.

BRANCHENYT
Læs også