Erhvervsjura
0

Kvotekongers revisorer meldt til Revisornævnet

Forbindelserne mellem MC Revision og de såkaldte storfiskere har ifølge Erhvervsstyrelsen været for tætte.

To revisorer fra MC Revision er blevet meldt til Revisionsnævnet for brud på revisionsloven. Arkivfoto: Niels Hougaard

To unavngivne revisorer fra det mindre, jyske revisionsfirma MC Revision er af Erhvervsstyrelsen blevet anmeldt til Revisornævnet for brud på uafhængighedsreglerne.

Det skriver Politiken.

Ifølge Erhvervsstyrelsen har revisionsfirmaets forbindelser til to af de største såkaldte storfiskere, John-Anker Hametner Larsen og Henning Kjeldsen, været for tætte.

Revisorer fra MC Revision har ifølge avisen i en årrække udført revision på og godkendt årsregnskaber i flere af de to storfiskeres virksomheder, selv om deres relation rækker ud over revisionsarbejdet.

De to ejere af MC Revision ejer bl.a. en virksomhed sammen med John-Anker Hametner Larsen, mens den ene af de to unavngivne revisorer også sidder i bestyrelsen for en anden virksomhed sammen med Hametner Larsen.

Samtidig kom det i efteråret frem, at direktøren for MC Revision sidder i bestyrelsen i Henning Kjeldsens virksomhed Gitte Henning A/S.

Og det er ifølge Erhvervstyrelsen så kritisable forhold, at den nu har indstillet til Revisornævnet, at de to revisorer får en betinget frakendelse af deres bestalling, mens MC Revision skal idømmes forhøjede bøder.

MC Revision har over for avisen ikke ønsket at kommentere indstillingen.

FINANS BRIEFING MORGEN
De vigtigste nyheder fra erhvervslivet, udvalgt af FINANS' redaktører. Direkte i din indbakke.
BRANCHENYT
Læs også