Fortsæt til indhold

Regeringen dropper plan om statsbank - men tager hele risikoen på boliglån for op mod 200 mia. kr.

Regeringen vil efter et omfattende slagsmål ikke længere tage almene boliglån fra realkreditsektoren og over på egen bog. Til gengæld vil man nu have en betaling for den statsgaranti, man giver realkreditinstitutterne. En garanti, der samtidig bliver markant udvidet.

Finans

Et politisk slagsmål mellem en Liberal Alliance-minister, der ville nationalisere lån for op mod 200 mia. kr., og den danske finanssektor er afblæst.

Det oplyser Transport-, bygnings- og boligministeriet, hvor minister Ole Birk Olesen (LA) nu er kommet overens med finansektoren: Realkreditinstitutter skal fortsat varetage udlån til almene boliger.

Oprindeligt lød forslaget på, at staten ville kunne spare stort på at hente realkreditlån, man alligevel garanterede for 40 pct. af, hjem på egen bog - i stedet for at realkreditinstitutterne tog sig betalt for at administrere lånene.

Nu bliver lånene altså i realkreditinstitutterne, der til gengæld sender en betaling på 0,12 pct. af lånene årligt til staten.

Samtidig stiger statens garanti dog også markant - til 100 pct.

Realkreditinstitutterne står altså tilbage med en indtægt uden risiko.

Lejernes bidragssats må maksimalt være på 0,27 pct. - mere end det dobbelte af hvad staten får fra institutterne.

Til gengæld sikrer regeringen sig en betaling og kommer ud af politisk slagsmål, der på kort tid voksede sig ganske stort.

»Jeg er glad for, at realkreditinstitutterne efter mange års forhandlinger om lånevilkårene nu har valgt at indgå en aftale med staten, som sikrer en stor besparelse til fordel for skatteborgerne,« lyder det i en pressemeddelelse fra transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.

Staten havde ved den tidligere model have sparet syv mia. kr. frem mod 2025, ifølge pressemeddelelsen. Med den nye model forventer man ifølge et faktaark fra Finansministeriet lignende besparelser med små udsving.

Staten modtager samtidig løbende en betaling på 0,03 pct. af lånenes hovedstol fra realkreditinstitutterne, som man skal sende tilbage hvis man ikke lider tab på at låne ud.

Artiklens emner
Ole Birk Olesen