Ekspert: Finanskrisens vigtigste dom er lige fløjet under radaren
Dom fra Østre Landsret lægger op til, at man fremover placerer ansvaret for at hjælpe økonomisk trængte banker hos den myndighed, der i forvejen kender dem mest indgående, lyder det fra forsker.
For et halvt årti siden skabte kaosset efter Amagerbankens kollaps store nyheder.
Men da en gruppe investorer fredag i sidste uge tabte i et forsøg på at gøre den danske stat – i skikkelse af henholdsvis Finanstilsynet og bankoprydderne i Finansiel Stabilitet – økonomisk ansvarlige for den kapitalindsprøjtning, banken modtog et halvt år før den gik ned, mødte det højest et par hævede øjenbryn her og der.
Det er dog en klar fejl – for begravet i Østre Landsrets dom er en af de vigtigste konklusioner på oprydningen efter finanskrisen.
Sådan lyder det fra finansadvokat og ph.d. i bankjura Michael Camphausen, partner i Camphausen|Co:
»For mig er det finanskrisetidens måske vigtigste retssag, og i hvert fald den vigtigste bankpakkesag, der desværre flyver lidt under radaren. Dommens resultat er måske ikke som sådan overraskende. Den siger meget klart, at isoleret set har hverken Finanstilsynet eller Finansiel Stabilitet gjort noget galt. Men samtidig bør der ikke herske tvivl om, at systemet samlet set har fejlet,« siger Michael Camphausen.
Advokaten, der har forsket i bankpakkerne og anses for en af de fremmeste eksperter på området, peger på, at man med Bankpakke II skabte en slags dobbelt kontrolregime for økonomisk trængte banker.
For dels skulle de som altid kontrolleres – og i sidste ende lukkes – af vagthundene i Finanstilsynet.
Men skulle bankerne have adgang til den statshjælp i form af individuelle kapitalindskud og likviditetsgarantier, som blev bragt i spil, da Bankpakke II afløste Bankpakke I's gigantiske sikkerhedsnet under den danske finanssektor, kom man også under en art kontrol fra bankoprydningsselskabet Finansiel Stabilitet.
Det var nemlig bankskraldemændene, som de – mere eller mindre populært – blev kaldt, der også fik opgaven med at godkende og administrere støtten fra den nye bankpakke.
Man endte i en ulykkelig situation, hvor venstre hånd ikke altid vidste, hvad højre hånd gjorde.
Det betød, at Finansiel Stabilitet både skulle stille krav til og have en mening om Amagerbanken, da banken bad om støtte, og altså mens banken var i live.
Og at Finansiel Stabilitet og Finanstilsynet så efterfølgende ikke var enige i deres bedømmelser af helt hvor grelt, det stod til med banken, nåede i sidste ende ikke frem til offentligheden – eller de investorer, der i sensommeren 2010 skød 900 mio. kr. i banken.
Opstår et lignende behov igen, bør man derfor klart overveje at lægge hele kontrolsystemet under samme tag i Finanstilsynet og Erhvervsministeriet, lyder det fra finansadvokaten.
»Man endte i en ulykkelig situation, hvor venstre hånd ikke altid vidste, hvad højre hånd gjorde. Det peger på en klar systemfejl, der i praksis betød, at man kunne lande mellem to regulatoriske stole. At Finansiel Stabilitet også skulle stå for de individuelle statsgarantier til bankerne, mens Finanstilsynet skulle kontrollere bankerne, skabte mulighed for de fejl eller misforståelser, man så siden oplevede,« mener Michael Camphausen.
»Læren bør være, at kun Finanstilsynet skal tage sig af kontrollen med de levende banker, og at Finansiel Stabilitet alene skal tage sig af afviklingen af de døde banker,« fortsætter han.