Fortsæt til indhold

Flere fejl hos Danske Bank: Nogle sager mod realkreditkunder vil blive trukket tilbage

Danske Banks gældsoprydning fortsætter.

Finans

I oktober informerede Danske Bank om, at der var etableret en central enhed med det formål at sikre, at en række ældre kundesager håndteres på den rigtige måde.

En stor del af fejlene i sager med inkassokunder er nu blevet gennemgået, mens gennemgangen også har identificeret en risiko for fejl hos en mængde Realkredit Danmark-kunder.

Indtil videre har banken gennemgået 78.000 ud af 106.000 sager om inkassokunder, og der er indtil videre fundet omkring 1.100 kunder, som skal kompenseres som følge af overopkrævning.

Deriblandt er der indtil videre ca. 550 kunder, der er blevet kompenseret med et gennemsnitligt beløb på knap 1.100 kr., hvilket svarer til et samlet beløb af 600.000 kr.

»Vores arbejde med at rette op på fejl i de identificerede kundesager skrider støt fremad, både i form af direkte kommunikation til de berørte kunder og i en række tilfælde udbetaling af kompensation,« siger Peter Rostrup-Nielsen, der er ansvarlig for den centrale enhed, i en pressemeddelelse.

Det nye er, at der i gennemgangen er blevet identificeret risiko for en række fejl for Realkredit Danmark-kunder.

»Vi har desværre også identificeret en risiko for en fejl i vores arbejde med at rette fejlbehæftede data for et begrænset antal Realkredit Danmark-kunder, hvor en række sager allerede kan være blevet genberegnet og nogle få af disse indbragt for domstolene,« skriver banken i en pressemeddelelse.

Banken stopper genberegningen af sagerne med Realkredit Danmark-kunderne og har i sinde at trække de sager tilbage, som er blevet indgivet til domstolene, og hvor der er sket fejl.

»Vi er fast besluttede på at rette eventuelle fejl, vi måtte have begået og at gøre det så hurtigt som muligt. Alle berørte kunder vil selvfølgelig blive kompenseret for eventuelle tab, de måtte have haft på grund af vores fejl,« siger Peter Rostrup-Nielsen.

Artiklens emner
Danske Bank