Fortsæt til indhold

Nato-land byder russiske oligarker velkommen

I den seneste uge lagde to superyachter, ejet af den russiske oligark Roman Abramovich, til kaj i to tyrkiske havnebyer. Nu udtaler landets udenrigsminister at de russiske oligarker fortsat er velkomne til også at føre forretning i landet.

Roman Abramopvichs yacht "Solaris" skulle angiveligt være cirka 4,1 mia. kroner værd. Skibet er er 140 meter lang, blev bygget i 2021 og har plads til 36 gæster fordelt på 18 kahytter. Besætningen er på omkring 60 mand. Foto: IHLAS NEWS AGENCY / AFP)
Finans

I løbet af den forgangne uge har den russiske oligark og multimilliardær Roman Abramovich sejlet sine to superyachter Solaris og Eclipse, som samlet har en værdi på cirka ni mia. kroner, i havn i de tyrkiske havnebyer Bodrum og Marmaris for at undgå Vestens sanktioner. Tidligere på måneden har en anden russisk rigmand netop fået beslaglagt sin yacht af italienske myndigheder som følge af sanktionerne mod Rusland.

Nato-landet Tyrkiet har tidligere kritiseret Ruslands invasion af Ukraine, men har endnu ikke tilsluttet sig de vestlige sanktioner mod Rusland og de russiske oligarker og er således blevet et helle for bl.a. de store luksusskibe.

Nu åbner landets udenrigsminitser, Mevlut Cavusoglu, så også op for, at de russiske oligarker kan komme til Tyrkiet og fortsætte deres forretningsaktiviteter. Det skriver BBC.

Udenrigsministeren var på den internationale konference Doha Forum i Qatar lørdag blevet spurgt ind til, hvorvidt de russiske oligarker kunne fortsætte med at drive forretning i landet.

»Selvfølgelig, hvis det er lovligt. Hvis det ikke er i strid med international lov, vil jeg overveje det,« sagde den tyrkiske udenrigsminister ifølge BBC.

Abramovich selv har fået indefrosset alle sine midler i EU, da han er på sanktionslisten. Dette indebærer bl.a. også den engelske fodboldklub Chelsea, som derfor er blevet sat til salg.

Artiklens emner
Roman Abramovich