Italiens premierminister: Europa kan blive uafhængig af russisk energi »tidligere end forventet«
Italiens premierminister Mario Draghi, som tidligere har været præsident for Den Europæiske Centralbank, mener at Europa kan gøre sig selv uafhængig af russisk gas og olie »tidligere end forventet«. Italien får selv cirka 40 pct. af deres gas fra Rusland.
I et interview med den italienske avis Corriere Della Sera giver den italienske premierminister og tidligere bankmand og økonom, Mario Draghi, klart udtryk for, at Europa »tidligere end forventet« kan gøre sig selv uafhængige af den omfattende energieksport, man har fra Rusland. Det skriver Politico.
»Vi ønsker ikke længere at være afhængige af russisk gas, for økonomisk afhængighed må ikke blive politisk underkastelse. For at gøre dette er vi nødt til at diversificere energikilderne og finde nye leverandører. Diversificering er muligt og kan gennemføres på relativt kort tid, tidligere end vi forventede for bare en måned siden,« sagde den italienske premierminister. Han kommer dog ikke ind på en nærmere tidsfrist.
I samme interview nævnte premierministeren desuden, at »spild af tid« at tale den russiske præsident Vladimir Putin til fornuft.
Italien præsenterede tidligere på måneden en aftale, som fra næste år skal gøre Algeriet til landets største gasimportør frem for russerne. Tidligere har Italien fået cirka 40 pct. af deres gas fra Rusland.
Rusland står samtidig for cirka 45 pct. af den importerede gas til Europa, og det fortsatte opkøb af russiske energikilder har været kraftigt debatteret i ind- og udland siden krigens begyndelse, da opkøbet af russisk olie og gas finansierer Ruslands invasion af Ukraine.
Statsminister Mette Frederiksen har således udtalt i marts, at uafhængigheden fra russisk gas skal ske »så hurtigt som muligt«.
I morgen, tirsdag den 19., vil regeringen præsentere sit udspil for, hvordan Danmark skal blive uafhængig af russisk gas. Udspillet indebærer blandt andet, at alle de 400.000 private husstande, som har gasfyr, skal over på en anden energikilde.


