Fortsæt til indhold

Ørsted-topchef åbner for at dele overskud med staten på nye havvindprojekter

Hvis planerne om fire nye danske havvindmølleparker bliver en succes, er Mads Nipper åben for at diskutere overskudsdeling med staten. Det sagde han, da bl.a. USA og Japan tilsluttede sig dansk vindalliance under klimatopmødet i Egypten.

Ørsteds adm. direktør Mads Nipper deltog tirsdag i klimatopmødet i Egypten. Her ses han under et DI-arrangement i Danmark. Arkivfoto: Gregers Tycho
Finans

SHARM EL-SHEIKH, EGYPTEN - I kampen for at få fuld speed på produktionen af grøn strøm, er Ørsteds topchef Mads Nipper åben for at lade staten få en del af overskuddet fra fire nye store havvindmølleparker.

Det meddelte Nipper tirsdag under klimatopmødet i Egypten. Her deltog han i et pressemøde om en markant udvidelse af det danske havvind-samarbejde Global Offshore Wind Alliance (GOWA).

Snakken om overskudsdeling knytter sig helt konkret til de fire store havvindmølleparker, som Ørsted for nylig annoncerede, at selskabet vil bygge sammen med Copenhagen Infrastructure Partners (CIP). Med en samlet kapacitet på 5,2 gigawatt (GW) vil parkerne mere end fordoble dansk havvind, og den første strøm kan endda leveres allerede i 2027.

De to vindmøllegiganterne vil opføre parkerne uden statsstøtte, men det kniber med at få projekterne godkendt. Derfor åbner Ørsted-direktøren op for, at staten tilmed kan få del i eventuelt overskud.

»Jeg kunne forestille mig, at der bliver en dialog om, at hvis det her ender med at blive nogle bragende gode projekter, kunne der så være en form for overskudsdeling med den danske stat? Det vil vi forvente, og det vil vi også engagere os i,« siger Mads Nipper.

Han understreger samtidig, at han kun er klar til at betale til staten, hvis projekterne bliver en succes.

»Hvis forventningen er, at der bliver en form for upfront-betaling, så kommer det ikke til at ske. Dertil er risikoen for stor,« siger Mads Nipper.

Der er tale om projekter, som selskaberne vil opføre gennem den såkaldte åben-dør ordning. Her søger man om at opføre havvind uden om statslige udbud.

Mads Nipper har kaldt det for »Danmarks pt. bedste bud på for alvor at få fart på den grønne omstilling«.

Men blandt politikere og embedsmænd er der opstået en bekymring for, om åben dør-ordningen er for lukrativ for vindmølleselskaberne. Det hænger sammen med, at flere selskaber sidste efterår stod i kø for at betale staten 2,8 mia. kr. for at bygge havvindmølleparken Thor ud for den jyske vestkyst.

Mads Nipper understreger dog, at risikoen for den er betydelig større, end det var tilfældet med Thor.

»Thor er en lavrisikomodel. I det her påtager vi os både udviklerrisikoen og aftagerrisikoen,« siger Mads Nipper.

Situationen omkring de danske vindmølleparker er et godt billeder på de problemer, man ser i hele verden inden for vedvarende energi. Energiselskaber og investorer er klar, men myndighedsgodkendelserne mangler.

Under topmødet i Egypten er det igen og igen blevet fremhævet, som en af de helt store barrierer for den grønne omstilling.

Netop derfor kan det ifølge Ørsted-chefen få stor betydning, hvis det lykkes at lande en succesfuld åben dør-model. Ikke bare for Danmark, men også for udbygningen i andre lande.

»Tyskland kigger også på åben dør, men jeg tror, at de famler lidt omkring, hvordan de skal gøre det. Hvis Danmark kan gøre de 5,2 GW til en bragende succes, så kan alle de andre vælge at kopiere det,« siger han.

Tirsdagens udvidelse af havvind-alliancen GOWA satte endnu en tyk streg under, at det ikke kniber med visionerne om at bygge havvindmøller. Yderligere ni lande har nu tilsluttet sig alliancen og tilsammen har alliancen et mål om at bygge 380 GW havvind inden 2030.

GOWA blev lanceret i september af Danmark sammen med det Internationale Agentur for Vedvarende Energi (Irena) og Global Wind Energy Council (GWEC). De nye lande, som har tilsluttet sig, tæller bl.a. Tyskland, Colombia, Japan, Storbritannien og USA.

Ifølge Mads Nipper er alliancen et vigtigt skridt. Ikke bare fordi, at de udmeldte målsætninger stiger. For ham handler det i høj grad om, at landene kan dele deres erfaringer og derved spare kostbar tid i forhold til udbygningen.

»Det er en utrolig god platform til at stjæle med stolthed. Der er nogle lande, der har været i gang i årtier, så hvad er det, vi har lært? Det handler om at få de erfaringer til at rejse på tværs af landene,« siger Mads Nipper.

Artiklens emner
Klimapolitik
Vedvarende energi