Fortsæt til indhold

Nedtælling i fuld gang: Nye regler rammer 720.000 PFA-kunder fra årsskiftet

Siden 2004 har en særlig PFA-ordning kaldet kundekapital sikret tilknyttede kunder ekstra milliarder i afkast. Selv om ordningen er en stor succes, ændrer PFA nu på modellen.

Danmarks største kommercielle pensionsselskab, PFA Pension, er på vej til at ændre på en 19 år gammel ordning, der over tid har været en guldrandet forretning for kunderne. Foto: Torben Andahl
Finans

26 mia. kr. Så meget har en særlig ordning, som PFA Pension indførte i 2004, sikret kunderne ekstra i afkast over tid. Alligevel ændrer selskabet nu på den populære ordning kaldet kundekapital.

Ændringen forklares af PFA-ledelsen med et mål om, at kundekapital-ordningen også fremover skal sikre kunderne et ekstra afkast.

»Det ønsker vi også, at Kundekapital skal gøre fremover, og derfor justerer vi modellen pr. 1. januar 2024,« skriver PFA Pension i et brev til de omkring 720.000 kunder, der i dag er omfattet af PFA Kundekapital.

De varslede ændringer betyder, at den forventede forretningen af kundernes kundekapital hæves fra i dag 8 pct. til fremover 10 pct. Men samtidig skæres der i kundernes indbetalinger, så de fra næste år kun kan øremærke 2 pct. af deres indbetalinger til kundekapital mod i dag 5 pct.

Selv om øvelsen ved første øjekast kan ligne en dårlig handel for de ramte PFA-kunder, har flere pensionseksperter overfor Finans forklaret, at ændringerne giver rigtig god mening.

De penge, som kunderne har bundet i kundekapital, regnes nemlig med til PFA’s egenkapital, hvilket gør, at pengene skal investeres meget konservativt – typisk i obligationer.

Ved at skrue ned for indbetalingen og op for forrentningen får PFA, der er Danmarks største kommercielle pensionsselskab, mulighed for at gå efter bedre afkast i markedet.

»Det er ikke klogt at have for meget kapital (i kundekapital, red.), for den skal investeres meget forsigtigt og giver derfor et lavt afkast. Det kan bedre betale sig at få kundernes penge ud at arbejde og hele tiden optimere,« udtalte Jørgen Svendsen, aktuar og indehaver af pensionsmæglerselskabet AFPR, i juni til Finans om de varslede ændringer.

PFA har tidligere - i en forsigtig vurdering – luftet overfor Finans, at forventningen er at øge det årlige afkast til kunderne med mindst 200 mio. kr. ved at drosle ned for kundekapitalen og i stedet investere pengene mere frit.

Men det er ikke kun nuværende kunder, som står til at vinde på ændringen, lyder det.

Med nedsættelsen af indbetalingerne til kundekapital til 2 pct. åbnes samtidig for, at nye PFA-kunder kan placere 2 pct. af deres pensionsformue ved overflytning til PFA direkte i kundekapital. Noget der ikke har været muligt siden 2019, hvor den daværende PFA-ledelse afskaffede muligheden for nye kunder.

»Den model, der har været de seneste år, har været unfair overfor nye kunder, som ikke har fået kundekapital af penge, de har sparet op og flyttet over til PFA,« har Jørgen Svendsen tidligere forklaret til Finans.

PFA oplyser i brevet til de nuværende kunder, at ændringerne sker helt automatisk.

»Du skal derfor ikke gøre noget,« lyder det.

PFA-kunder omfattet af kundekapital har for 2022 fået udbetalt ekstra 1,7 mia. kr. takket være forrentningen på 8 pct. I gennemsnit har det betydet en udbetaling til den enkelte på 2.357 kr.

Artiklens emner
Pension
Pensionsselskaber