Prisen på guld når ny rekordhøjde
Guldprisen har aldrig været højere.
Guldprisen har været støt stigende den seneste tid, og mandag nåede prisen et højere niveau end nogensinde før.
En unse, som er den globale standard for vejning af guld, koster nu 2260 dollars. Det svarer til, at et kilo guld har en værdi på ca. 500.000 danske kroner.
I den seneste måned og det seneste halve år er prisen steget med henholdsvis 10 og 24 procent.
»Det, der virkelig driver markedet, tror jeg, er, at mange markedsspekulanter føler sig sikre på nedskæringer i juni,« siger strateg Joseph Cavatoni ved World Gold Council til CNBC.
Guldprisen har en tendens til at udvikle sig i den modsatte retning af renteniveauet, skriver CNBC. Metallet betragtes ofte som en sikker investering i usikre tider, men også som en sikring mod inflation. Det skyldes blandt andet, at der er en begrænset mængde guld, mens der kan trykkes flere sedler.



