Fortsæt til indhold

Udkantsdanmark lider under boligskattestoppet

Boligskatterne har ramt Udkantsdanmark hårdest, siden skattestoppet blev indført i 2002, viser en analyse. Venstre og Socialdemokraterne vil forlænge det og dermed favorisere de velstillede boligejere, fastslår økonomer.

Finans

Boligejere i Udkantsdanmark betaler stadig mere i skat, også selv om deres boliger ikke stiger i værdi.

Samtidig kan de velstillede boligejere i Gentofte, København, Aarhus og på Frederiksberg glæde sig over, at deres boligskatter stiger langt mindre end værdien af deres boliger.

Det viser en ny analyse fra Realkreditrådet, som har undersøgt, hvordan den samlede boligbeskatning og boligpriserne har udviklet sig, siden skattestoppet blev indført i november 2001.

»Lige nu er Udkantsdanmark fanget i, at man her betaler relativt høje boligskatter i forhold til boligværdierne. Hvis man laver et nyt skattesystem, hvor den samlede skat følger boligpriserne, vil det være til gavn for dem i Udkantsområderne og ramme dem i byområderne,« siger Bo Sandemann Rasmussen, økonomiprofessor på Aarhus Universitet.

Siden 2002 er boligpriserne faldet i Faxe, Lolland og Vordingborg kommuner, mens boligskatterne er steget henholdsvis 35, 38 og 51 pct. her. I 60 af landets kommuner er boligskatterne steget mere end priserne, viser analysen fra Realkreditrådet.

Anderledes ser det ud for boligejerne i Gentofte, København, Frederiksberg og Aarhus. Her er boligskatterne steget mindre end boligpriserne.

»Den nuværende skattemodel gavner de, der i forvejen er mest begunstigede. Det vil sige boligejerne i og rundt omkring hovedstadsområdet,« siger Curt Liliegreen, sekretariatschef i Boligøkonomisk Videncenter.

Forklaringen er, at skattestoppet fastfryser ejendomsværdiskatten, mens grundskylden kan stige, men med et loft på 7 pct. Derfor slår værdistigninger ikke igennem på skatten i de dele af landet, hvor priserne stiger meget.

Men Realkreditrådets analyse viser, at boligbeskatningen samlet set følger prisudviklingen på landsplan, idet skatten pr. bolig er steget 44 pct., siden skattestoppet blev indført, mens villapriserne er steget 43 pct.

»Skattestoppet har ikke udhulet den samlede boligbeskatning, fordi grundskylden stiger. Men skattestoppet har skabt nogle skævvridninger, fordi vi oplever, at skatten stiger nogle steder i landet, selv om huspriserne ikke stiger,« siger Peter Jayaswal, underdirektør i Realkreditrådet.

Under valgkampen har Venstre og Socialdemokraterne oplyst, at de vil forlænge det nuværende boligskattestop indtil 2025.

Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

Artiklens emner
Ejendomsvurdering