Europa/lukning: Britisk biografkæde toppede corona-positivt marked
Rejse- og underholdningsaktier var for alvor i kridthuset i fredagens europæiske aktiehandel, hvor humøret generelt også var helt i top.
Det skete, efter at flere forskellige nyheder varslede fremskridt i relation til coronakrisen, der fortsat er det altoverskyggende tema på markederne.
USA's præsident, Donald Trump, vil forsøge sig med en kontrolleret genåbning af økonomien, i Tyskland melder sundhedsmyndighederne om fuld kontrol over virusudbruddet, og et amerikansk nyhedsbrev beretter om, at et lægemiddel fra Gilead Sciences har vist positiv effekt på coronapatienter.
Det skabte rift om flere af de aktier, der har været hårdt ramt af coronavirusudbruddet og de tiltag, der er blevet søsat for at holde smitten nede.
Derfor steg særligt rejse- og fritidsaktierne, råvarepapirer, bilaktier og generelt de mest cykliske aktier.
I det brede Stoxx 600-indeks, der samlet gik 2,4 pct. frem, steg samtlige undergrupper dog fredag.
Den mest fremgangsrige var rejse- og fritidsaktierne, der steg med 6,2 pct.
Blandt enkeltaktierne var der fokus på blandt andet det britiske biografselskab Cineworld Group, der måske kan se frem til igen at invitere folk på filmhygge inden for en overskuelige fremtid.
Aktien steg 20,2 pct. til 62,00 pence og endte dermed øverst i Stoxx 600-indekset.
I London steg FTSE 100-indekset 2,4 pct., CAC 40 i Paris steg 3,1 pct., og det tyske DAX-indeks lagde 2,9 pct. til værdien.
/ritzau/FINANS